- |
|
Bornholms Amt blev oprettet i 1662 og afløste dermed Hammershus Len. Amtet var det eneste, der ikke blev ændret på nogen måde ved reformerne i 1793 og 1970. Amtet bestod uændret i 340 år fra 1662 til og med 2002. Fra 1. januar 2003 blev amtet og øens 5 kommuner lagt sammen til Bornholms Regionskommune. Fra 2007 (strukturreformen) indgår kommunen i Region Hovedstaden. De 16 sognekommuner og 6 købstadskommuner var før kommunalreformen (1970) alle underlagt amtets tilsyn til forskel fra resten af landet, hvor købstadskommunerne ikke var del af et amt og derfor var underlagt Indenrigsministeriets tilsyn. |
Beskrivelse af amtet fra J.P. Trap Kongeriget Danmark 3. udg. (1898):
NB: Teksten er endnu ikke korreturlæst efter OCR
Bornholms Amt bestaar af den i Østersøen beliggende 0 Bornholm med den lille Øgruppe Christiansø eller Erteholmene. Bornholm ligger mellem 54° 59' 15" og 55° 17' 30" n. Br. og mellem 2° 7' 20" og 2° 34' ø. L. for Kbh. (omtrent 14° 45' og 15° 11' ø. L. for Greenwich). Øen har Form af en skæv Firkant, hvis fire Hjørner dannes af Hammerens Pynt mod N., Rønne mod V., Dueodde mod S. og Svaneke mod 0. Fra Hammeren til Dueodde er der omtr. 5V 4 Mil, 40 Km., fra Rønne til Svaneke 3 3 / 4 Mil, 28 Km. Øens Omkreds er omtr. 14 Mil. Afstanden fra Skaanes Sydøstspids, Sandhammeren, der skilles fra Bornholm ved Hammervandet, er 5 1 / 4 Mil, 40 Km.; fra Rønne til Kjøbenhavn er der i lige Linie 20 Mil, 150 Km., fra Dueodde til det nærmeste Punkt paa Pommerns Kyst 12^2 Mil, 94 Km., mellem Rønne og Møens Klint omtr. 18 Mil, 135 Km.
Bornholm danner i fysisk Henseende en Undtagelse fra det øvrige Danmark, idet Øen er et Bjærgland og maa betragtes som den sydøstligste Udløber af den skandinaviske Bjærgmasse. Omtr. 2 / 3 af Øen, nemlig den nordl., nordøstl. og midterste Del (omtr. 7 □ Mil, 385 □ Km.), indtages af Grundfjældet, der hovedsagelig bestaar af en rødlig, ikke lagdelt Gnejs-Granit, og hvis Grænse mod S. dannes af en Linie, som gaar fra Kysten noget N. for Hasle mod S. 0. til omtr. 1 / 4 Mil 0. for Rønne og derpaa fortsættes mod 0. ud til Kysten noget N. for Neksø. I Gnejs-Graniten, der er sammensat af Feldspat, Kvarts og Glimmer, findes en Mængde Spalteudfyldninger („Gange"), der indeholde Feldspat-Kvarts eller den seje, jærnholdige Grønsten, ogsaa ubetydelige Antydninger af Malme, som Kobberkis og Jærnglans. Graniten fremtræder dog langt fra alle Steder paa Overfladen; den ligger delvis blottet langs Sydranden mellem Rønne og Neksø, eller hvor Vandløbene have dannet Indsnit i de løse Jordlag, som dække Stenen, samt umiddelbart ved Kysten fra noget N. for Svaneke rundt om Nordlandet til noget N. for Hasle, paa hvilken Strækning Graniten danner smukke, vilde, indtil henved 70 F., 22 M., høje Klippepartier — saaledes det 45 F., 14 M., dybe Randkleveskaar S. 0. for Gudhjem, Helligdomsklipperne N. V. for samme, der naa en Højde af henved 65 F., 20 M., Hammeren paa Nordspidsen og noget S. derfor Store Ringebakke ved Jons Kapel, hvis Skrænt er 131 F., 41 M., over Havet. Klipperne falde for det meste brat af med lodrette, af dybe Kløfter furede Vægge, hvorved dannes imponerende Dale; Granitmasserne selv ere sparsomt bevoksede med Græs, Lyng, og Løvtræer, men Kløfterne ere dækkede af en frodig Plantevækst og gennemstrømmes af smaa Vandløb; langs Kysten er der mange Steder smaa Skærgaarde, og ofte er der i Klippen dannet Huler, de saakaldte „Ovne". I det indre af Landet er Graniten næsten overalt dækket af Ler og Sand, og kun mindre Partier, til Dels bevoksede med Lyng, rage op som Øer. Et omtr. 1 / 2 Mil bredt Bælte langs Nordøstkysten er dækket af et frugtbart Lag af Glacialler, medens det indenfor liggende, for øvrigt ikke meget fremtrædende Højdeparti, Højlyngen, der strækker sig fra N. V. til S. 0. (i samme Retning som Bjærgmasserne i Blekinge), og hvis Gennemsnitshøjde er 250—300 F., danner en stærk Modsætning, idet det overvejende er dækket af det langt ufrugtbarere Rullestensgrus. Tidligere var Lyngen den vigtigste Plante paa dette bølgeformige, af skovbevoksede Kløfter gennem-skaarne Højdedrag, som sænker sig mod N. 0., og mange Steder havde det helt Karakteren af stenede, øde Heder; men i den nyeste Tid er Høj lyngen for største Delen forvandlet til Agerland eller Skov. Paa dette Højdedrag, der danner Øens Hovedvandskel, ligge de højeste Punkter, saa-ledes Ruts Kirkebakke, 414 F., 130 M., Ravnebakke, 452 F., 142 M., og, omtr. midt paa Øen i Skoven Almindingen, Bornholms højeste Punkt Rytterknægten, 516 F., 162 M. Partiet ved Rytterknægten er i det hele et af Øens smukkeste Bjærgpartier; saaledes ligger her ved Foden af Højden den skønne, af høje Klippevægge (indtil 70 F., 22 M.) begrænsede Kodal (Ekkodal). Fra Rytterknægten bøjer Vandskellet mod 0. over det 390 F., 122 M., høje „Aasen" og fortsættes med aftagende Højder, indtil det atter i det stærkt kuperede Bjærgparti Paradis- og Helvedesbakkerne (Helledesbakkerne) N. V. for Neksø naar 361 F., 113 M.; den sydligste Udløber af Højdedraget er Slamrebjærg, 291 F., 91 M., lige N. for Bodils Kirke. For øvrigt fremtræder Graniten hist og her øformigt i Øens sydlige Del*). *) Bornholm udøver — vistnok paa Grund af sin Jærnholdighed — en mærkelig Tiltrækning paa Magnetnaalens Nordpol, hvorved Kompassets Misvisning paa Vestsiden formindskes, paa Østsiden forøges med indtil et Par Grader.
Den sydlige Del af Øen (omtr. 2 1 / 2 □ Mil), hvor Underlaget bestaar af Sandsten, Skifre — dels grønlige Skifre, dels Alunskifre — (den kambriske Formation), Cementsten (en mørkfarvet Kalksten) og Lerskifer (den siluriske Formation), danner en stærk Modsætning til Gnejs-Granitplateauet ved sin lavere Beliggenhed og sin jævnere Overflade, der skraaner ned mod Sydkysten, hvor Højden dog i Gennemsnit endnu er omtr. 100 F., medens den ved Randen af Granitplateauet gennemsnitlig er over det dobbelte; saaledes er Duebjærg 0. for Hasle 309 F., 97 M., og Granitbakkerne ved Aakirkeby hæve sig indtil 306 F., 96 M.; selve Aakirkeby Bakke er 273 F., 86 M.; omtr. 1 Mil S. 0. for Aakirkeby hæver Rispebjærg (Lerskifer) sig endnu til 151 F., 47 M. Den ældste af
26 ,r
Hammeren
jGa/nvrrwhtofaMA
Granit Sandsten
Skifer <^> Cementsten JuFaform. H Kridtform.
ddbemA Qjol SV
IjJt&OLCC ,
CrcrdUjy Qjol
Dueodde
Geologisk Kort og Højdekort over Bornholm.
Afstanden mellem hver af de 5 Kurver, der angive Højdeforholdene, er 90 F.; Terrænet indenfor næstøverste Kurve (360 F.) er punkteret, Terrænet indenfor øverste Kurve (450 F.) er sort. disse Dannelser er Sandstenen („Neksø Sandsten"); den hviler umiddelbart paa Graniten over et Areal af mere end l 1 ^ □ Mil og strækker sig langs Sydranden af Granitplateauet fra Neksø til 1 / 2 Mil S. 0. for Rønne. S. for Sandstenslaget strækker sig langs med Sydkysten Skifer- og Cementstenslaget. Sandstenen ligger for det meste nær ved Overfladen, ofte saa nær, at der kun kan vokse Lyng; men ellers ere disse Lag overdækkede med et dybt (ofte 10—20 F. tykt) Lag af Sand og Ler, der gør Jorderne ret frugtbare; frugtbarest er Skiferterrænet, hvilket for en Del skyldes den Omstændighed, at Skiferen let ved Forvitringen omdannes til Ler*).
Foruden disse to Dannelser, Grundfjældet og Sandstens-Skiferpartiet, findes en tredje, Juraformationen, der fortrinsvis bestaar af Lag af hvid Sandsten og Kul, dog ogsaa af forskellige gode Ler ar ter, saaledes ildfast Ler, der anvendes til Lervarer og Mursten, og Jærnsten, der indeholder indtil 37 pCt. Jærn. Denne Dannelse er lejret langs Vestkysten fra Hasle mod S. over Rønne og videre langs en Del af Sydkysten. Da Sandstenen let forvitrer og forvandles til Sand, giver den Anledning til Dannelsen al Flyvesandsstrækninger, hvilke findes paa en stor Del af Vestkysten mellem Hasle og Rønne (Sandflugten med Hvideodde N. for Rønne) og paa Sydkysten fra Raghammer- til Dueodde, hvor der er ret betydelige Klitter, ligesom Flyvesand ogsaa træffes mod N. ved Hammeren („Sandhammeren"). Man har nu ved Beplantning hindret Flyvesandet i at udbrede sig videre. Kullagene, som have givet hele Formationen Navn af „den bornholmske Kulformation", ere lejrede i meget uregelmæssige Lag, saa at Bearbejdelsen deraf meget besværliggøres; nu udbyttes de heller ikke mere (se ndfr.), da Kullenes Brændselsværdi er ringe. — Endelig forekommer Kridtformationen (ældre Grønsand) pletvis N. 0. for Rønne paa en Strækning mellem Graniten og Juraformationen og S. 0. for Rønne ved Sydvestkysten i Nærheden af Fiskerlejet Amager, det sidste Sted indeholdende en hvid, lerblandet Kalksten, Mergel og Grønsandsten.
Bornholm er meget rig paa Vandløb, som ofte bane sig Vej i dybe, snævre Dale, og hvis Bredder ere bevoksede med Træer og Krat. Men de ere alle smaa, særlig de, der fra Højlyngen søge ud mod N. 0. og 0., da Hovedvandskellet ligger nærmest ved denne Kyst. Det længste her er Kampelykke Aa, der udspringer lidt N. for Ruts Kirke og falder ud lige N. for Allinge; af andre Vandløb paa Østkysten nævnes Bobbeaa, Kobbeaa, Kjelds Aa (Kjeldseaa), Gyldens Aa og Vaseaa. Af Vandløbene paa Vestkysten nævnes Bagaa og Blykobbeaa, der begge falde ud mellem Hasle og Rønne. Til Sydkysten løbe de største, nemlig Zæsaa, Grødby Aa og Øle Aa ; den sidste, der er Øens største Aa, løber Vest for Paradis- og Helvedesbakkerne, Slamre-bjærg og Rispebjærg. Øen har kun faa Søer, og de ere alle smaa; den største er den ved Nordspidsen liggende Hammer Sø, henved 20 Td. Ld. (Ølene mod S. paa Højlyngen er nu hovedsagelig kun Mose).
Til Øens Naturskenhed bidrager væsentlig den rige og ejendommelige Planteverden. Omtr. */ 6 af hele Arealet er bevokset med Skov, der dels ligger spredt i
*) Ved de sydlige Aaleb findes de „bornholmske Diamanter", Bjærgkrystaller, der ere udkrystalliserede i Mergelnyrer („Diamantkugler«); „Diamanterne" seges nu ikke mere, men fandt i sin Tid en ret stor Afsætning (1792 afsattes 1080 Stkr.), da de brugtes til Smykker.
smaa Lunde, dels er sammenhængende, særlig paa Højlyngen (Almindingen), ligesom Sognenes Udmarksjorder efterhaanden ere blevne beplantede. Skovene bestaa af Birk, Eg, Avnbøg („Hvidbøg"), Æl og Ask; Bøgen, som er indført i Beg. af 19. Aarh.. trives godt; desuden findes der store, af Staten og Kommunerne med Gran, Fyr og Lærk beplantede Arealer; Ædelgranen lykkes særlig godt i Almindingen. Morbærtræet trives udmærket; Kirsebærtræet vokser vildt; flere Arter Røn, som ellers ikke findes i Danmark, forekomme her, saaledes Akselbærtræet (Sorbus aria); af Buske vokse særlig frodig Hvidtjørnen, der ofte optræder som Træ, Hasselen og Hylden; en forøen særegen Plante er en Anemoneart („Anemone apennina"), der ellers kun forekommer i Schweiz og paa Apenninerne; der er Rigdom paa Engblomster og Orchideer; paa de nøgne Klipper træffes ofte Mispelen. — Med Hensyn til Dyreverdenen maa mærkes, at der ikke findes Kakerlaker, Muldvarpe, Maarer og Ildere (Egernet er først indført i de sidste Aar), lige saa lidt som Storken fæster Bo her. Derimod er der Rigdom paa Nattergale, af Indbyggerne kaldt „Fjeldstavne", og især paa Raager (Kornkrager); ogsaa Vandrefalken, Nøddekrigen og Tejsten („Mulen", især ved Hammeren) forekomme, ligeledes stundom den i det øvrige Danmark sjeldne Ellekrage; ved Klipperne paa Nordøstkysten og paa Smaaholmene ved Christiansø træffes Edderfuglen („Aaboen"). Det tidligere talrige Kronvildt er for længe siden udryddet (indtil Slutningen af 18. Aarh. fandtes endnu Hjorte; under Chr. IV skal der i eet Aar være ført 230 fældede Hjorte til Kbh.); i de senere Aar er der indført Raavildt, ligesom der ogsaa er gjort Forsøg med Agerhøns, Fasaner og Tjurer. Tidligere fandtes der nogle halvvilde Heste af en egen lille Race („Lyngeg", meget lig de gotlandske Ponyer), men de ere nu helt forsvundne. Hugormen er meget almindelig. — Klimaet er omtr. som i det øvrige Danmark; dog er Øklimaet paa Grund af Øens frie Beliggenhed i Havet endnu mere udpræget: Foraaret kommer omtr. 14 Dage senere; Regnmængden er noget mindre. Klimaet paa Højdedraget, særlig i Almindingen og der omkring, er noget barskere end paa det øvrige af Øen.
Med Hensyn til Frugtbarheden maa det bemærkes, at Hartkorns-udregningen paa Bornholm afviger fra den i det øvrige Danmark anvendte; thi medens man der ved at dividere Summen af det boniterede Areal (reduceret til Normaljord efter Takst 24) med Summen af Hartkornet efter Matriklen af 1688 fik som Resultat, at der skulde gaa 72,000 □ Al. Normaljord paa 1 Td. Hrtk., beregnede man det paa Bornholm ved at dividere Øens Hartk. efter Matriklen af 1664 ind i det boniterede Areal, og 1 Td. bornholmsk Hrtk. kom derved kun til at indeholde 49,600 □ Al. boniteret Areal, saaledes at den omtr. er lig 2 / 3 (nøjagtig S1 j å5 ) Td. Hrtk. i den øvrige Del af Landet. Der gaar gennemsnitlig 12 Td. Ld. paa 1 Td. bornh. Hrtk., og omsættes dette til alm. Hrtk., gaar der 17 1 /*- Bornholm er saaledes Øernes mindst frugtbare Amt, og det staar nærmest ved Jyllands frugtbareste Amter, dog lidt over dem. I øvrigt maa man erindre, at Jorderne ere af saa uensartet Beskaffenhed, at man paa Landejendommene, som i Sammenligning med Landets andre Amter ikke ere store, kun finder faa Td. Ld., som have ens Bonitet.
Amtets Størrelse er 10, 6 □ Mil (583, 4 □ Km.). Det er det mindste af Øernes Amter, ikke engang halvt saa stort som det næstmindste, Kjøbenhavns Amt. Af det samlede Fladeindhold udgøre Købstæderne 0, 49 Q Mil
(27, 9 □ Km). If. Matrikuleringen udgør det hele opmaalte Fladeindhold 105,581 Td. Ld. (omtr. 58,070 Hekt.); Søplanen, som ikke er medregnet heri, er kun 27 5 Td. Ld., det mindste Areal i noget Amt. Besaaet Fladeindhold var 16 / 7 1896: 43,388 Td. Ld. (deraf med Hvede 1153, Rug 8214, Byg 7798, Havre 10,306, Blandsæd til Modenhed 7862, Bælgsæd 635, Spergel 136, Frøavl 108, Kartofler 2779, Rodfrugter 2574, Grøntfoder 177 5, Havesager 24, Handelsplanter 20); af Agermarken henlaa som Brak, Høslæt, til Afgræsning og som Eng 31,035 Td. Ld., hvoraf Høslæt-og Afgræsningsarealet udgjorde 19,588 Td. Ld. Fladeindholdet af Kær og Fælleder var 1311, af Tørvemoser 183, Have 961, Skov 16,718, Heder 5318, Flyvesand og Klit 797, Stenmarker m. m. 2242, Byggegrunde, Veje, Hegn osv. 305 5 samt af Vandarealer 561 Td. Ld. Man lægger Mærke til det store Skovareal, absolut set endog større end i Kjøbenhavns Amt og forholdsvis større end i Øernes andre Amter; af Skovarealet ere 9900 Td. Ld. beplantede med Naaletræer. Paa den anden Side findes baade Heder, Flyvesand og Stenmarker i større Udstrækning end i noget andet af Øernes Amter. Hvad Kornarealet angaar, staar Dyrkningen af Rug og navnlig af Byg noget tilbage for de andre Øer, derimod er Dyrkningen af Havre og Blandsæd til Modenhed mere udbredt, ligesom ogsaa Kartoffelavlen spiller en forholdsvis meget betydelig Rolle.
Af Husdyr fandtes 15 / 7 1893: 7766 Heste, 29,583 Stkr. Hornkvæg (deraf 19,870 Malkekøer), 12,795 Faar, 15,248 Svin og 138 Geder. Med Hensyn til Antallet af Kreaturer staar Bornholm noget under Øernes Gennemsnit. Hvad Kreaturstyrken angaar, staar det næstlavest, naar denne sammenstilles med Befolkningsantallet, idet kun Kjøbenhavns Amt er lavere, og lavest, naar Arealet, men højest, naar Hartkornet anvendes til Sammenligning, og det samme Forhold genfindes ved en Betragtning af de enkelte Dyrearter, dog saaledes at Hornkvæg og Faar ere forholdsvis talrigere end Heste og Svin i Sammenligning med Øernes andre Amter. Af Hingstene høre ligesom i Sjællands Amter de fleste til Frederiksborg-Racen, dog er ogsaa den jydske Race temmelig talrigt til Stede; af Tyrene hører den aldeles overvejende Del til den røde danske Malkerace; dog findes der ogsaa en Del af hollandsk Race. Blandt Vædderne er Landracen den almindeligste, derefter kommer Dishleyracen. Fjerkræavlen spiller en meget betydelig Rolle. Der fandtes 55,160 Høns, 45,620 Kyllinger, 9191 Kalkuner, 31,004 Ænder og 9619 Gæs. Antallet af Kalkuner, Gæs og Ænder er forholdsvis større paa denne 0 end i noget andet af Landets Amter, absolut set er der endog flere Kalkuner end i noget andet Amt. Derimod er Hønseavlen ikke saa udbredt som andetsteds. Af Bistader fandtes 2465, overvejende Kubestader.
Det hele Ager og Engs Hartkorn (Skovskyldshrtk. findes ikke) udgjorde Vi 1895: 8780 Td. bornholmsk Hrtk. (6048 Td. alm.), hvoraf Købstædernes
454 Td. bornholmsk (313 alm.). Hartkornet i Landdistrikterne fordelte sig saaledes, at der fandtes 86 større Landbrug paa 12 Td. Hrtk. og derover med 1390 Td., 1345 Bøndergaarde (1—12 Td- Hrtk.) med 6053 Td., 2393 Huse (under 1 Td. Hrtk.) med 722 Td., samt forskellige andre Jordlodder med i alt 160 Td. Hrtk. — alt bornholmsk Hrtk. Endvidere var der 1112 jordløse Huse i Amtet. Af samtlige Gaarde vare 1267 med 7023 Td. Hrtk. Selvejergaarde, 164 med 420 Td. Hrtk. Arvefæstegaarde med Ret til at sælge og pantsætte. Egentligt Fæste findes ikke paa Øen, og Arvefæsteforholdet har kun en ringe Udbredelse. Af Husene vare 3504 med 721 Td. Hrtk. Selvejer- og Arvefæstehuse, hvoraf 1112 jordløse; endvidere 1 Lejehus med 0, 9 Td. Hrtk.
Folketallet var 1 / 2 1890: 38,761 (1801: 19,507, 1840: 25,199, 1860: 29,304, 1880: 35,364); deraf havde Købstæderne 15,998 og Landdistrikterne 22,763. Amtet er noget svagere befolket end Øerne i Gennemsnit, men af disses Amter er det dog kun Kjøbenhavns og Fyns, som have en større Befolkning pr. □ Mil; dette er en Følge af de i Forhold til Arealet talrige Byer. Paa 1 □ Mil kom i 1890: 3657 Indb. (66,44 P aa 1 D Km.). Inddeler man Befolkningen i Næringsklasser, saaledes at til hver Klasse ikke alene regnes Forsørgere, men ogsaa hele deres Husstand, viser det sig, at 1453 levede af immateriel Virksomhed (Embeds-og Bestillingsmænd, Læger, Lærere, Sagførere, Videnskabsmænd osv.)* 15,330 af Jordbrug, 99 hørte til Gartnernes Klasse, 2340 til Fiskernes, 11,002 til de industridrivendes, 2238 til de handlendes, 1189 til de søfarendes; endelig var der 2668, som henhørte til Gruppen „andre Erhverv" (Daglejere), 1780 levede af deres Midler, og 662 vare under Fattigvæsenet eller det offentliges Varetægt.
Landbruget er Øens vigtigste Erhverv, om det end ikke har en saa stor Betydning som i andre Amter; Bornholms og Frederiksborg Amter staa i denne Henseende temmelig ens; Kjebenhavns Amt tæller dog endnu færre, der ernære sig ved dette Erhverv. Landbruget stod længe tilbage for det øvrige Lands baade med Hensyn til de anvendte Redskaber og til hensigtsmæssig Drift; men i de senere Aar har det været i stærk Opkomst, og det maa nu siges at staa paa Højde med det øvrige Lands. Det er for øvrigt ejendommeligt for Øen, at den ikke har egentlige, af Landbrugere beboede Bondebyer — men nok Fiskerlejer —, idet Gaardene ligge spredte, dog ofte i Strøg eller Rækker, som da i Regelen have et fælles Navn, almindeligt endende paa -by. Af andre Ejendommeligheder ved Landboforholdene kunne nævnes : Gaardene, der næsten alle ere Selvejergaarde, benævnes i hvert Sogn med Tak (1., 2., 3. Selvejergd.). Den derefter almindeligste Benævnelse for Bøndergaardene er „Vornedegaarde", et Navn, der har sin Oprindelse fra den Tid, da Ejeren af Gaarden var „Vorned" uden for øvrigt at være indskrænket i sin personlige Frihed. En Del af disse saavel som af Selvejergaardene vare tidligere Fæstegaarde, der tilhørte Kongen; men 1744 afhændedes de til Selvejendom. Ogsaa Vornedegaardene benævnes i hvert Sogn med Tal. Nogle af Selvejergaardene, for det meste de største (uden Tal), kaldes „Proprietærgaarde"; de have før været ejede af „Frimænd" og
have derfor haft visse Forrettigheder; nogle af disse, som Frihed for Landgilde og for Kendelse ved Ejerskifte, ere endnu bevarede. Benævnelserne „Stæl", „Kirkebo" og „Gildesbo" paa særegne Jorder — de sidste vare Jorder, der if. gml. Vedtægt maatte yde visse Mængder af Brændevin, 01, Tobak osv. til Sognets Bønder eller Gildes-brødre paa deres aarl. Samlingsdage — have nu kun historisk Betydning. Gaar-denes Udmarker tilhørte tidligere Kongen, men Indbyggerne havde Ret til at benytte dem til Græsning, Lyngskæring osv.; 1832 (kgl. Res. af 30 / 5 1832) blev dette Fællesskab hævet, saaledes at Indb. fik Erstatning for Brugsretten; senere ere disse Forhold nærmere blevne ordnede ved den fuldstændige Udskiftning 1848 og ved Resol. ai 6 / 6 1850 og Lov af 9 / 2 1866. — Bornholm er fritaget for Kongetiende, og Præste-og Kirketiende ydes in natura med et for hvert Sogn bestemt Kvantum. — Den tidligere Forordning af 14 / 10 1773, der fastsatte visse særlige Bestemmelser for Selvejergaardes Arv paa Bornholm — bl. a. at Gaarden skulde gaa i Arv til den yngste Søn, „Gaarddrønten", derimod til den ældste Datter, hvis der kun var saadanne —, er hævet ved Lov af B /j 1887.
Søfart og Fiskeri have meget stor Betydning, større end i noget andet Amt, idet 91,j p. m. have deres Erhverv derved. Ved Udgangen af 1896 var Bornholms Handelsflaade 190 Skibe med en Drægtighed af 8900 Tons, deraf 10 Dampskibe med 1385 Tons, og desuden 617 Baade paa 4 Tons og derunder. Samme Aar udførtes der til Udlandet fra Øen af vigtigere Varer 425 Stkr. Hornkvæg, 158,435 Pd. Fisk, 109,650 Pd. Hvede, 30,340 Pd. Rug og 3,463,940 Pd. Byg, alt uformalet, og 4678 Td. Kartofler. Ved det ligesom i gamle Dage vigtige Fiskeri fanges især Sild, der er Hovederhvervet for de mange smaa Fiskerlejer, og som udføres baade i røget og saltet Tilstand (navnlig er Silderøgningen bleven til en hel Industri), samt Laks, der udføres baade fersk, røget og saltet, og Torsk. Sildefiskeriet foregaar især om Sommeren, Laksefiskeriet om Vinteren. If. Fiskeriberetningen udgjorde Fiskernes Antal 1896 589, med 24 Opkøberkvaser, 159 Dæksbaade, 123 Damjoller og 241 mindre Fartøjer; Fangsten havde en Værdi af 309,585 Kr.
Ogsaa Industri og Haandværk indtage en ret betydelig Plads i Sammenligning med andre Amter. Navnlig er det Forekomsten af forskellige Mineralier, der giver Anledning til mangeartet Virksomhed. Kulbrydningen, der vistnok har taget sin Begyndelse i 1. Halvdel af 18. Aarh.*), men først fik større Betydning i Midten af 19. Aarh., og som længe kunde betale sig paa Grund af Øens Fattigdom paa Tørv — Hasle Kulværk, Kulværket ved Mundingen af Bagaa og Sorthat Kulværk, alle mellem Hasle og Rønne —, er nu rigtignok opgiven paa Grund af Kullenes ringe Brændselsværdi (3 1 / 2 Td. bornholmske Stenkul udvikle samme Varme som 2 Td. engelsk Stenkul); i Aarene 1830—35 var den aarlige Produktion gennemsnitlig 21,350 Tdr.; den største Produktion ved det 1876 nedlagte Hasle Kulværk var 41,100 Td. i 1850; Kulværket ved Bagaa, der nedlagdes 1880, producerede 1876 42,000 Td., ved Sorthat Kulværk, nedlagt 1868, naaede Produktionen 26,000 Td. i 1857. Ogsaa Brydningen af Feldspat-Kvartsen — Feldspat benyttes ved Glas-og Porcellænsfabrikation — der findes flere Steder, saaledes ved Jons Kapel paa Vestkysten og ved Listed ved Svaneke, er nu ophørt paa Grund af den stærke Konkurrence fra Norge. Derimod udbyttes, især fra 1870'erne, stadig mere og mere et fra Feldspat-Kvartsen stammende Forvitringsprodukt, nemlig de kvartsholdige Kaolin (Porcellænsjord), som findes langs Vestranden af Graniten i Nærheden af Rønne. Allerede fra Slutn. af 18. Aarh. hentede man Kaolin til Brug ved den kgl. Porcellænsfabrik; men det er først, efter
") Allerede 1640 havde dog Chr. IV sendt Skotten Robert Weight til Bornholm for at søge efter Kullag; men det førte ikke til noget Resultat. Ligesaa frugtesløs var samme Aar Udsendelsen af en „Guld- og Sølvertspolerer," der skulde søge efter „Malmerts".
sX der 1871 var blevet anlagt et større Kaolinslemmeri (hvor Kaolinen befries for Kvartsen) ved Buskegaard, at dette Produkt kom til sterre Anvendelse i Porcellæns- og Papirfabrikationen; nu findes der 3 Kaolinslemmerier (alle i Knudsker). Men særlig ved Brydning af Graniten finde mange Mennesker deres Erhverv. Graniten, der er fortrinligt egnet til Monumenter, Bygningsmateriale, Havnemoler osv., brydes mere og mere i de senere Aar, saaledes paa Hammeren (det tyske Aktieselskab „Bornholms Granitværk"), paa Ringebjærget ved Vang, ved Allinge og Rønne, paa Helvedes-bakkerne ved Neksø og Svanike, i Ibsker og ved Bodils Kirke. I Knudsker ved Rønne brydes en særlig smuk, blaalig syenitisk Granit, som forarbejdes af „De forenede Stenhuggerier". Graniten udføres især til Kjøbenhavn og østersøegnene. Cementstenen brydes i Aaker og Pedersker Sogne og er meget tidlig benyttet som Bygningsmateriale („bornholmsk Marmor"), saaledes paa Gamle- og Lilleborg i Almindingen og paa Hammershus samt i de fleste af Øens Kirker, særlig til Trapper og Karme; det største og ældste Brud findes ved Limensgade i Aaker Sogn. Ogsaa Sandstenen brydes, især ved Neksø; det af Staten 1754 anlagte Stenbrud („Frederiks Stenbrud") er dog standset, efter at Stormfloden 1872 til Dels havde ødelagt Bruddet (Brydningen her besværliggjordes ogsaa ved, at de gode Lag laa temmelig dybt). Desuden giver Forekomsten af mange fine Lerarter Anledning til en forskelligartet Tilvirkning; saaledes er der flere Teglværker, Fabrikker i Lervarer, Fajance og de bekendte Terrakottasager; i det hele er bornholmsk Keramik i stærkt Opsving. Derimod udøves den tidligere ret betydelige Urfabrikation i Rønne („bornholmske Stueure") nu kun af een Mester*). Den forhen meget udstrakte Husflid — Tilvirkning af Agerdyrkningsredskaber, Slæder, Tovværk, Beklædningsstoffer, Kurvefletning, Kostebinding m. m. — er nu i Aftagen.
Amtskommunen omfatter paa Bornholm i Modsætning til de andre Amter saavel Købstæderne som Landdistrikterne, og af Amtsraadets 9 valgte Medlemmer blive de 3 derfor valgte af Købstæderne, ligesom Købstædernes aarl. Bidrag til de vigtigste Fællesanliggender sker efter Forholdet 1 / 3 . Hvad de finansielle Forhold i Aaret 1 / 4 1895.— 3l / 3 1896 angaar, nævnes af Indtægterne: Udskrivningen paa Amtsraadskredsen udgjorde 114,945 Kr., deraf paa Købstæderne 29,610, Resten paa Hartkornet (10, 25 Kr. pr. Td. Hrtk.), Bidrag fra Købstæderne 1695 Kr., ekstraord. Statsbidrag (Lov 8 / 5 1894) 9165 Kr.; af Udgiftsposterne vare de væsentligste: Vejvæsen 45,952, Medicinalvæsen 16,109, Justits-, Politi- og Fattigvæsen 51,026, Amtsskolefonden 9261, Dyrlægevæsen 1827 Kr.; Amtsrepartitionsfonden ejede di / 3 1896 i Kapitaler 29,598, i faste Ejendomme, som ikke give Udbytte, 105,000 og skyldte 42,431 Kr. bort. Desuden staar under Amtsraadets Administration den saakaldte Amtskommunefond stor 460,848 Kr., fremkommen som Erstatning for
*) Da et engelsk Skib strandede 1750, blev en Del Ure, som vare om Bord, bjærget og sendt omkring paa Øen for at tørres, renses og indtil videre opbevares, navnlig til nogle Rokkedrejere og andre Personer, som mentes at være skikkede til dette Arbejde. Nogle af dem lærte derved Urenes Mekanisme at kende og begyndte paa at eftergøre dem, forst i Træ, senere i Metal; navnlig var det Brødrene Peter og Otto Arboe, der tog fat paa denne Industri, og som leverede fortrinlige Ure. Aar 1795 kom en kjøbenhavnsk Urmager, J. V. Armand over til Øen, og i de næste Aar udvikledes Industrien saaledes, at der ikke alene forfærdigedes de saakaldte Bondeure, men ogsaa Taffelure, der udførtes i ret anselig Mængde; 1820 stiftedes et Selskab til Urmageriets Fremme paa Bornholm, men det opløstes 1844, og Industrien tog mere og mere af, især paa Grund af Varernes billige Pris.
Ophøret af Fritagelsen for Brændevinsbeskatningen (Lov 7 / 2 1851), og hvoraf Renten anvendes til almennyttige Formaal, fortrinsvis Landevejenes Grundforbedring (i 1895—96 anvendtes hertil 11,620 Kr)*). — Amtsfattig-k as s en udredede samme Aar til døvstummes Oplæring 560, til sindssyges og Idioters Bevogtning og Underhold 1200 Kr. og fik sine væsentligste Indtægter fra: Renter af Aktiver 1980, Bidrag efter Plakat 9 / t 1845: 127, 1 / 4s pCt. Afgift 299 Kr. Amtsfattigkassen ejede 60,505 Kr. i Kapitaler. — Med Hensyn til Købstædernes finansielle Forhold henvises til Afsnittene for hver enkelt By. — For Sognekommunerne anføres af Indtægterne følgende: de paalignede Skatter udgjorde 1895 paa Hartkornet 7 3,174 Kr. (gennemsnitlig 8, 80 Kr. pr. Td. Hrtk.), paa Formue og Lejlighed 60,763 Kr.; Indtægt af Aktiver var 5595 Kr., Afgifter efter Næringsloven 1230 Kr.; desuden udrededes Naturalarbejde uden for Paaligningen til Beløb af 2522 Kr. De væsentligste Udgifter vare: Fattigvæsen 48,016, Skolevæsen 43,455, Alderdomsunder-støttelse 23,961 (deraf 10,7 70 i Tilskud fra Staten), Vejvæsen 19,805 Kr. Sognekommunerne ejede i Slutn. af 1895 : i Kapitaler 104,261, i faste Ejendomme 473,000 og skyldte 114,800 Kr. bort. Under Sogneraadenes Bestyrelse stode Legater til et samlet Beløb af 36,011 Kr.
Med Hensyn til Beskatningen skal anføres, at ligesom Øen gennem lange Tider har haft og endnu har mindre Skatter til Staten paa Hrtk. og Bygninger**), saaledes er Hartkornsbeskatningen til Kommunen lavere end i noget andet Amt; dette er især foranlediget ved Ligningen til Sognene. Dog maa det erindres, at 1 Td. bornh. Hartkorn kun svarer til 2 / 3 Td. alm. Hrtk.
Amtet bestaar af Købstæderne: Rønne, Hasle, Allinge-Sandvig, Svaneke, Neksø og Aakirkeby og Herrederne: Vester-, Nørre-, Øster- og Sønder Herred. Amtets samtlige Købstæder og Landkommuner danne eet Amts-raadsdistrikt, som ovenfor nævnt, og Amtsraadet udgør tillige Skoleraadet. Amtet har i alt 15 Sognekommuner (Sognefogederne kaldes her „Sandemænd").
Amtet udgør 4. Landstingskreds og har 2 Folketingskredse.
I gejstlig Henseende hører Amtet til Sjællands Stift og udgør eet Provsti, der er delt i 21 Pastorater, i alt 15 Kirkesogne (foruden Christiansø). For Kirkerne, der alle eje sig selv, gives der ifølge gamle Vedtægter, som ikke hvile paa nogen bestemt Lov, i Modsætning til Bestyrelsen af Landets
*) I de sidste Aartier er der gjort meget for Landevejene, som nu maa siges at være fortrinlige. Der er foretaget betydelige Opfyldnings- og Udgravningsarbejder, saaledes ved Almindingen, ved Nedkørselen til Gudhjem, ved Vejene over Bobbeaa og Blykobbeaa og ved Hvide Enge i Vestermarie Sogn, saaledes at Bakkerne ikke ere saa besværlige. Landevejenes Længde var ved Udgangen af 1896 30, 9 Mil, 229, 5 Km. — Øen har endnu ingen Jærnbane, men i en nær Fremtid vil der blive anlagt en fra Rønne til Neksø med Sidespor fra Aakirkeby til Almindingen (Kone er meddelt ved Res. af % 1897). **) Gammelskatten er udregnet efter Forholdet 2 Rd. pr. Td. gi. Ager og Engs Hrtk. (mod 6 Rd. 80 Sk. andetsteds), Landskatten udgør 12 Sk (60 andetst.), Ligningsskatten 44 Sk. (1 Rd. 24 Sk. andetst.) pr. Td. Hrtk. Paa den anden Side har bornh. Landejendomme store Jordebogs-afgifter at udrede til Staten, navnlig i Form af „Smørskat". — Bygningsafgiften svares med det halve Beløb mod det øvrige Land.
øvrige Kirker, en særlig Myndighed, der danner et Mellemled mellem de lokale Kirkebestyrelser og Stiftsøvrigheden, nemlig „Bornholms Kirkekommission", som bestaar af Amtmanden og Provsten, og som fører det specielle Tilsyn med Kirkernes økonomiske Forfatning. Amtmanden og Provsten udgøre tillige med et af Amtsraadet valgt Medlem Skoledirektionen for Bornholm.
I jurisdiktionel Henseende (jfr. Lov af l / 7 1870) udgør Amtet 6 Købstadsjurisdiktioner, nemlig: Rønne, Hasle, Allinge-Sandvig (hvilke tillige med Landdistriktet udgøre Hammershus Birk), Svaneke, Neksø og Aakirkeby, og 4 Landjurisdiktioner, nemlig: Vester-, Nørre-, Øster- (med Christiansø) og Sønder Herred*).
Amtet danner 6. Udskrivningskreds og Bornholms Fysikat, der er delt i 2 Lægedistrikter, nemlig Rønne eller sydvestlige Distrikt (Vester- og Sønder Hrd.) og Allinge eller nordøstlige Distrikt (Nørre- og Øster Hrd.). (Christiansø hører i den sidste Henseende under Marineministeriet). Med Hensyn til Oppebørselen af Skatter danner Amtet eet Amt-stuedistrikt (i Rønne). Amtet har 7 Branddirektorater, nemlig et for Landbygningerne og et i hver af Byerne.
Statsskovene paa Bornholm (Blykobbe Plantage, Rø Plantage og Almindingen med Indlægget) ere 5922 Td. Ld. og udgøre „Bornholms Skovdistrikt" under 2. Overførsterinspektion.
I militær Henseende havde Bornholm indtil Hærloven af 6 / 7 1867 sin egen Forfatning, der kan føres tilbage til Chr. IV (1611), idet denne indførte for Øen et eget Værn (Milits), hvortil Indbyggerne alene vare tjenestepligtige, naar de ikke toge fast Ophold andre Steder i Riget. Efter 1867 er Bornholm indordnet i Landets almindelige Værn. Dog staar det værnepligtige Mandskab kun to Aar til Tjeneste i Hæren, hvorefter det for den øvrige Tjenestetid træder ind i Øens særlige Væbning, som bestaar af 1 Bataillon Fodfolk paa 4 Kompagnier, 1 Eskadron Rytteri, 1 Kompagni Feltartilleri og 1 Kompagni Fæstningsartilleri. Øens Kommandant er Væbningens Chef og tillige Udskrivningschef. Han saavel som de højere Befalingsmænd ere lønnede Officerer af Forstærkningen, medens Væbningens øvrige Befalingsmænd (Lieutenanter og Underofficerer) ere værnepligtige, paa Bornholm hjemmehørende Mænd, der have erhvervet sig Befalingsgrad i Hæren. Befalingsmænd og Mandskab af Væbningen sammenkaldtes tidligere i Regelen hvert Aar i 3 Dage til Mønstring og Skarpskydningsøvelser; hvert andet Aar afholdtes i Reglen større Øvelser med Bataillonen i indtil 10 Dage, hvert andet Aar i ligesaa lang Tid med Eskadronen og Artillerikompagnierne (jfr. Lov af 6 / 7 1867 §§ 179—84). Ved Lov af V 4 1896 bestemtes at *) Da Landstinget paa Bornholm ophævedes ved Plakat af Wg 1813, paabødes det, at alle Justitssager fra Øen skulde indstævnes umiddelbart til Højesteret, og private Sager, i Tilfælde af Appel, til Landsover- samt Hof- og Stadsretten (jfr. Plak. af 30/ 4 igu og so/ 7 1819). Offentlige Politisager fra Landjurisdiktionerne indstævnes til Landsover- samt Hof- og Statretten (jvfr L. af "fe 1850),
Bataillonen skal afholde Øvelser hvert andet Aar, 14 Dage i alt, Artilleri og Rytteri ligeledes, skiftevis; Øvelserne holdes ved Rønne.
Øen kaldes i de islandske Sagaer Borghundarholmr, i Valdemar II's Jordebog Burghundæ-, Burghænde-, Burghundholm, senere Borunde-, Borring-, Borende- og Borendholm. Navnet kommer vistnok af Borg, et højt, af Naturen befæstet Sted, og Holm, o: en 0. Hos Adam af Bremen kaldes den kun Holm (Hulmus), et Navn, som endnu bruges i Skaane. Saxo kalder den Boringia.
Ligesom Bornholm i fysisk Henseende mere slutter sig til den skandinaviske Halve, gælder det samme vistnok i etnografisk Henseende, idet den rimeligvis er bleven befolket fra Sydsverige. Forskellige Udtryk i Sproget tyde paa Slægtskab med Sydsveriges Befolkning. — De arkæologiske Forhold paa Øen ere særdeles fyldigt undersøgte. Bebyggelsen maa være foregaaet i den fjerneste Oldtid, om det end synes, at Mennesket i Stenalderen endnu ikke havde opslaaet sine Bosteder overalt paa Øen. Den ældre Stenalder foreligger kun repræsenteret ved to Bopladsfund (fra Hammeren og Frennemark S. for Svaneke). Fra den yngre Stenalder ere Oldsagerne vel ikke faa; men Gravene findes, som det synes, kun i Kystegnene, og de ere færre i Tal end i de fleste andre østdanske Egne af lige Udstrækning; der kendes i alt omtr. 15 Gravkister, et lignende Antal Jættestuer eller store Gravkamre samt een Runddysse; Langdysser forekomme ikke. Først i Løbet af Broncealderen har Befolkningen bredt sig til Øens Indre, saaledes som det fremgaar af Gravhøjene, der maa antages for største Delen at tilhøre denne Periode; i alt er der talt omtr. 600, hvoraf dog nu næppe Halvdelen er tilbage. Højene ligge snart enkeltvis, snart samlede i mindre Grupper, og de findes især i de frugtbare Egne, medens Gravmonumenterne i de golde Egne ere de saakaldte Røser, kredsrunde, lavthvælvede Stendynger med et tyndt, dækkende Lyngtæppe, i Reglen 10—12 F. brede og 1 / 2 —1 F. høje. Af disse Røser, som ret ere ejendommelige for Bornholm, ere endnu henved et Par Tusende bevarede; mange vides i Tidens Løb at være sløjfede. De tilhøre dog ikke alene Broncealderen, men ogsaa den ældre Jærnalder, i hvilket Kulturafsnit den hyppigste Gravform i øvrigt var Brandpletten, et mindre, grubeformet Hul i den flade Mark, fyldt med Resterne af det brændte Lig, Trækul og Oldsager. Ogsaa Brandpletterne ere særlig hjemmehørende paa Bornholm, hvor de ere undersøgte i et Antal af flere Tusende; i Regelen danne de store Gravpladser (ved Store Kannikegaard i Bodilsker Sogn er der saaledes undersøgt en Gravplads med omtr. 800 Brandpletter). Den yngre Jærnalder er ogsaa repræsenteret ved et stort Antal Gravfund, som navnlig ere fremdragne i Østerlarsker og Gudhjem Sogne; i nævnte Tidsafsnit bleve Ligene hyppigst nedlagte ubrændte, snart i ganske lave Jordhøjninger, snart under flad Mark, dækkede af Stenlag eller omsluttede af Stenkister. Disse Gravfund overgaa i Tal langt de samtidige Gravfund fra hele det øvrige Danmark. Øens isolerede Beliggenhed har i det hele begunstiget Særudviklinger paa adskillige Punkter. Intetsteds i Landet findes saa mange Helleristningstene som her (omtr. 100) eller saa mange Skibssætninger (to lange Stenrækker, der løbe sammen ved Enderne) fra Vikingetiden (omtr. 25), og det samme gælder i endnu højere Grad om Bautastenene, af hvilke der kendes hen ved et Tusende (kun omtr. 300 ere bevarede, samlede i Grupper). Endelig har Øen ikke mindre end 40 Runestene; de fleste af disse hidrøre dog fra historisk Tid. Et meget stort Antal Monumenter er fredlyst.
Øens Beliggenhed midt i Østersøen ved den befærdede Handelsvej over Tyskland og Rusland — ad hvis Floder Varer førtes fra Sydeuropa, ja endog fra Asien til Østersøens Kyster — til de skandinaviske Lande og Storbritannien bragte tidlig Beboerne i Forbindelse med Omverdenen. Alt i den forhistoriske Tid spores Paa-virkning gennem de fundne Oldsager, og at Handelen har været Øens Hovednæringsvej allerede i den tidlige Middelalder, har man flere Vidnesbyrd om, dels gennem Møntfund*), dels gennem skriftlige Beretninger; saaledes fortæller Adam af Bremen, at Bornholm var Danmarks mest berømte Havn og en sikker Ankerplads folde Hedninger, som sejlede paa Grækenland o: de russiske Østersølande.
I den tidligste Middelalder var Bornholm et eget Rige; saaledes berette Englænderne Othar og Wulfstan, der rejste i de nordlige Farvande ved Aar 890, at Øen havde sin egen Konge. Da Danmark blev samlet til eet Rige, kom Øen ogsaa ind under den danske Konge, der lod den bestyre af Høvedsmænd; blandt disse nævnes paa Svend Tveskægs Tid Vesete, Fader til Bue den Digre, og under Knud den hellige Blod-Egil (Egil Ragnarsen), som efter Knytlingesagas Beretning paa Grund af Sørøveri blev afsat af Kongen og senere henrettet. Kristendommen skal først være indført eller have faaet fast Fod paa øen paa Svend Estridsens Tid ved den for Lærens Udbredelse nidkære lundensiske Biskop Egins Bestræbelser. Fra den Tid har Bispestolen i Lund vistnok været ivrig betænkt paa at erhverve sig Øen, og, som det synes, fik ogsaa Ærkebiskop Eskil 1149 ved Udsoningen med Svend Grathe de tre af øens Herreder, nemlig Haslæ-, Hænnings- og Michlingæ Herred (Nørre-, Øster- og Sønder Hrd.), medens kun Rothnæ (Rønne- eller Vester) Herred blev under Kronen. At Gejstligheden har sat megen Pris paa at bevare denne Besiddelse og værne om Øen, har man ment at have et Bevis for i de mærkelige Kirker fra 12. Aarh., særlig de 4 Rundkirker, Nylars Kirke, Ny Kirke, Ols Kirke og Østerlars Kirke, der skulle have haft det dobbelte Formaal at tjene som Guds-huse og som Udkigstaarne — de ere til Dels anlagte paa Steder med vid Udsigt — og Tilflugts- og Forsvarssteder for Beboerne i Ufredstid; ogsaa de øvrige Kirker (undt. Pouls Kirke) havde et til Forsvar indrettet firkantet Taarn, „Fæstet". Disse interessante Bygninger ere i de senere Aar ombyggede undt. Ibs og Bodils Kirker (jfr. H. J. Holm, B.'s ældgamle Kirkebygninger, Kbh. 1878, og J. B. Løffler, Udsigt osv. S. 164 fl.; se dog ogsaa O. Blom, Befæst. Kirker i Danm., i Aarb. f. n. Oldk. 1895). For øvrigt have Beboerne ogsaa haft et Værn i de ældre Borgpladser og Voldsteder, der gerne laa paa Højdepunkter og afsides liggende Klippepartier i nogen Afstand fra Kysten, saaledes som Storeborg i Rø Sogn, Gamleborg ved Neksø og Ringeborg i Pedersker Sogn. Kongerne have vist haft deres Værn i de to i Almindingen liggende Borge Gamleborg- og Lilleborg (Rønne Hrd.). Efter Jacob Erlandsens Fængsling 1259 blev formentlig Lilleborg s. Aar indtaget og ødelagt af Ærkebispens Broder Andreas og Fyrst Jaromar af Rugen. Rimeligvis midt i 13. Aarh. under disse Stridigheder mellem Kongen og Kirken, da begge Parter stræbte al faa Øen i deres Besiddelse, opførte Lunds Ærkebisp den stærke Fæstning Hammershus, som snart var i den ene, snart i den anden Parts Besiddelse; i 1259—1326 skiftede Borgen 10 Gange Ejermand. Kongerne Erik Glipping og Erik Menved gjorde gentagne Forsøg paa at bemægtige sig Øen, men den sidste skal endog have maattet afstaa det 4. Herred til Ærkebispen. Imidlertid erobrede Kongens Marsk Ludv. Albertsen (Eber-
*) De ældste Menter, der ere fundne, ere romerske Sølvmønter (Denarer)fra l.—3. Aarh., derefter vest- og østromerske Guldmønter (Solidi) formentlig fra 5. Aarh.; saaledes fandtes 1893 ved Robbedale S. for Rønne 255 Denarer, 1850 ved Soldatergaard (Aaker S.) 36 Solidi og 1882 ved Saltholmsgaard (Ibsker S.) 29 Solidi. Endvidere er der fundet arabiske Mønter fra 8.—10. Aarh. og skandinaviske, tyske, engelske og nederlandske fra 10.—11. Aarh. De største kendte Møntfund fra denne Periode, nedlagte i l. Halvdel af 11. Aarh., ere 1862 fra Enegaard (Nylarsker S.), 1872 fra Bolbygaard (Klemensker S., 1000 Stkr.), 1864 fra Munkegaard (Ibsker S., 866 Stkr.) og 1884 fra Holsegaard (Østerlarsker S.).
stein) 1319 Bornholm med Hammershus fra Ærkebispen, og Kongen gav Marsken Øen i Forlening. Men 1321 maatte Chrf. II atter overgive den til Ærkebispen. To Aar efter sluttede Marsken sig til Oprørerne og blev af Ærkebispen udnævnt til Høvedsmand paa Hammershus, hvor han dog blev belejret af de kgl. Tropper under Marsken Peder Vendelbo og efter en tapper Modstand maatte overgive sig. Men det varede ikke længe, inden Bornholm atter kom ind under Ærkebisperne, og disse havde den nu i omtrent 200 Aar i saa godt som uafhængig Besiddelse, idet de gave eller bekræftede Love, indsatte Embedsmændene, udstedte Adelsbreve, gave Købstæderne Privilegier osv. Vel bemægtigede Vald. Atterdag sig Øen 1360, men kort efter gav han den tilbage til Ærkebispen, dog paa den Betingelse, at Kronen maatte inddrage den, naar den fandt for godt. Det var denne Ret, som Chr. II 1522, rigtignok trods Gejstlighedens Protest, benyttede sig af. Dermed var dens Herredømme paa Øen forbi.
Havde Kirken været en myndig Herre for Øen, fik den dog snart en strengere i Liibeckerne. De havde allerede 1510 gjort et Plyndringstog til Bornholm og huseret saaledes, at Jens Holgersen Ulfstand skrev til Kongen, at de helt havde hærget Øen; 1522 kom de igen og indtoge Hammershus, og da de i Stridighederne imellem Chr. II og Fred. I stillede sig paa den sidstes Side, bortforlenede denne 1525 Øen til Liibeckerne paa 50 Aar for det Tab, de havde lidt ved Indtagelsen af Gotland, som de overgav til Danmark; Kongen beholdt dog Overhøjheden over Bornholm og den saakaldte gejstlige Jurisdiktion, saa at han kunde holde en Foged og Landsdommer paa Øen og paadømme Indbyggernes Klager over de af Liibeckerne indsatte Fogeder. Af disse er især Berent Knop (1525—43) sørgelig bekendt i Øens Historie for sine Udsugeiser. Under Grevens Fejde søgte Indbyggerne 1535, opmuntrede af Kongen og under Ledelse af den kgl. Landsdommer Mogens Uf, at afkaste Aaget, men bleve slaaede paa Egla Enge S. for Aakirkeby, og Chr. III maatte ved et Forlig i Hamburg 1536 indrømme Liibeckerne 50 Aars Forlængelse af Forleningstiden (altsaa til 1625). Knops Plagerier begyndte paa ny. En ikke mindre daarlig Klang har Navnet paa en af de følgende lybske Fogeder haft, nemlig Schweder Kettingk (1556—73); men det er vistnok til Dels med Urette. Under den nordiske Syvaarskrig, der var en haard Tid for Bornholm, og som for en Del førtes i Farvandene omkring Øen, gjorde han i alt Fald Danmark flere betydelige Tjenester og forsvarede Øen tappert, saaledes 1565 og 1566 mod de svenske Flaader, og han søgte at lette Beboerne for de haarde Skatter og Udskrivning af Mandskab; Kongen viste ham ogsaa stor Naade, bl. a. ved 1565 at udnævne ham til sin Jurisdiktions-foged paa Øen. Men Dobbeltstillingen som Liibecks og Kongens Embedsmand var ikke holdbar i Længden og hidførte Kettingks Afskedigelse, først som Kongens Foged 1571 og 1573 som lybsk Foged, efter at der stærkt var klaget over hans Optræden paa Øen. Aar 1576 inddrog Fr. II Øen trods Forliget i Hamburg og Liibeckernes Bestræbelser for at beholde den, og dermed ender „Kræmmerregimentet" (se M. K, Zahrtmann, Lybækkerne paa B., i Museum 1894 2. Hbd. S. 340 fl.).
De følgende 70 Aar hengik i Ro for øen, der lidt efter lidt kom til Kræfter igen, om ogsaa den i disse Aar flere Gange hjemsøgtes alvorligt af Pesten, nemlig 1602, 1618, da omtr. 5200 Mennesker døde, og 1653—54, da Soten krævede omtr. 4500 Ofre (i 14. Aarh. rasede den sorte Død saaledes paa Øen, at den efter Sagnet næsten blev affolket). Under Krigene med de svenske ved Midten af 17. Aarh. kom der nye Ulykker over Øen. Aar 1645 gik Svenskerne under Wrangel i Land paa Øen, uden at den af Chr. IV oprettede Milits, der styredes af uduelige og landsforræderiske Officerer, kunde udrette noget; Neksø blev plyndret, og Hammershus under Lensmanden Holger Rosenkrantz til Glimminge overgav sig efter en Eftermiddags Beskydning. Ved Brømsebrofreden tilbagegav dog Sverige Bornholm til Danmark. Men ved Roskildefreden Feb. 1658 afstodes Øen til Sverige, og April s. Aar kom en svensk Besætning dertil under Kommando af Oberst Joh. Printzenskold, en dygtig og rettænkende Mand, som vel maatte følge den svenske Regerings strenge Paabud om Paalæg af Skatter og Udskrivning af Mandskab til den svenske Hær i Tyskland, efter at Krigen atter var udbrudt med Danmark, men dog søgte at mildne Indbyggernes Kaar, saa vidt han kunde. Men som Repræsentant for Fremmedherredømmet vendte dog Befolkningens Had sig imod ham, og der dannede sig en Sammensværgelse mellem Borgere i Hasle og Rønne under Ledelse af Præsten Poul Hansen Anker, Jens Pedersen Kofoed o. a. De sammensvorne bleve yderligere opmuntrede til Opstanden ved et af Fred. III 8 / n udstedt aabent Brev, hvori der tilsagdes Bornholmerne flere Privilegier, og 8. Dec. 1658 blev Printzenskold, som havde forladt Hammershus i Tjenesteanliggender, taget til Fange af de sammensvorne og skudt paa Storegade i Rønne af Villum Klausen, hvorefter Hammershus overgav sig næste Dag uden Sværdslag. Opstanden forløb i det hele taget temmelig ublodig (der blev vistnok kun dræbt 10 svenske), og Fortællingen om et Massemord („den store Svineslagtning") har ingen historisk Hjemmel. Kort efter sendte Beboerne en Deputation til Kjøbenhavn, og 29 / 12 1658 overdrog denne Øen til Fred. III og hans Arvinger som evig Arv og Eje, hvorfor Kongen samme Dag tilsagde dem „saadanne Privilegier og Benaadninger, baade paa Udskrivning, Skat og i andre Maader, hvorved Landets Bedste og Opkomst kan søges". Jan. 1659 kom der en dansk Besætning tiløen under den nye Kommandant Michel Eckstein, der tilbageslog det eneste alvorlige Forsøg, som de svenske gjorde paa at generobre Øen, da en svensk Flaade 4 / 7 vilde gøre Landgang ved Allinge (om Opstanden se J. A. Bridericia, Adelsvældens sidste Dage, S. 391 fl. og 485 fl. og M. K. Zahrtmann, Hist. Tidsskr. 6. R. V Bd. S. 223 fl. og 7. R. I Bd. S. 129 fl.).
Vedrørende de i Dec. 1658 tilsagte Privilegier udstedtes der 3 / 6 1659 et nyt kgl. Brev, der i al Almindelighed bekræftede det første Løfte og kun fastslog, at Kongen aldrig vilde overgive Øen til Sverige; dette Brev bekræftedes af de følgende Konger i2 / 2 1701, 7 / 12 1731 og 7 / 2 1747. Der tilstodes vel Bornholmerne en Del Lettelser i Skatter og Udskrivninger; men da de havde ventet mere af „Privilegierne", var der i den følgende Tid, særlig i 18. Aarh., en Del Utilfredshed paa Øen. Endelig udkom 21 / 9 1770 en „Forklaring paa de Bornholms Indbyggere givne Privilegier", der fastslog Fritagelse for Soldatertjeneste uden for Øen og en Del Skattebegunstigelser (se S. 10).
I 19. Aarh. har især den ovenfor (S. 8) omtalte Udskiftning af Markjorderne haft stor Betydning, idet herved de hidtil øde Oredrev (Højlyngen og Strandmarkerne) aabnedes for Opdyrkning, dels til Skov-, dels til Agerbrug. Stormfloden Nov. 1872 hjemsøgte særlig Havnene paa Nordøstkysten, hvis Klippepartier den delvis ændrede. Der fulgte derefter betydelige Havneanlæg, væsentlig ogsaa som Følge af, at Fiskerne gik over til Brugen af Dæksbaade; næsten alle Fiskerlejerne have faaet deres Havne nybyggede og udvidede. — Af senere Begivenheder, der have berørt Øen, kunne nævnes, at en svensk Flaade strandede ved Øen Dec. 1678, ved hvilken Lejlighed 1200 Mennesker omkom, og at de svenske atter Nov. 1679 lede et Skibbrud ved Sydkysten, og da skulle endog 3000 Mennesker være omkomne. Af Kongerne have Chr. IV et Par Gange, Chr. V 1687, Kronprins Chr. Fred. (Chr. VIII) 1824, Fred. VII 1833, 1847, 1851 og 1856 og Chr. IX 1876 besøgt øen.
Øens isolerede Beliggenhed har bevirket, at Beboerne længe have bevaret noget ejendommeligt saavel i Sprog som i Skikke og Klædedragt. Sproget har saaledes beholdt mange Ord og Former fra det gammelnordiske, ogsaa fra det Plattyske Sprog, og i Tonefaldet har det en Del Lighed med det skaanske. Meget af det særegne i Skikke og Klædedragt er dog nu ved at forsvinde, særlig efter at Hærloven af 1867 har bragt de unge værnepligtige i nær Berøring med Kjøbenhavn.
Bornholm var alt i Middelalderen delt i de S. 13 nævnte 4 Herreder, men den herte ikke til noget Syssel. Bornholms Amt oprettedes 1660.
Litt. Ingen Landsdel er bleven saa meget beskreven som Bornholm. Af Monografier nævnes: Z. Thurah, Beskr. over B. og Christiansø, Kbh. 1756. — P. N. Skovgaard, Beskr. over B., I Del, Kbh. 1804. — Samlinger, udg. af det Bornholmske Selskab for Efterslægten. 1808. — F. Thaarup, Kort Oversigt over B.'s Amt, Kbh. 1810, og Smaa Bidr. til B.s Statistik, 3 Hefter, Kbh. 1806—10. — Vargas Bedemar, Die Insel B. in geognost. Hinsicht, Frankfurt a. M. 1819. — H. C. Ørsted og Z. Es-march, Beretn. om en Undersøgelse over B.'s Mineralrige, udført 1818—19, Kbh. 1819—20. — O. jf. Rawert og G. Garlieb, B., beskreven paa en Rejse i Aaret 1815, Kbh. 1819. — y. S. N. Panum, Beskr. over B. eller B.'s Vejviser osv., Slesvig 1830. — P. N. Skovgaard, B.'s Saga, Aalborg 1834. — F. Thaarup, B.'s Amt og Christiansø, beskr. efter Opfordr, af det kgl. Landhusholdningsselskab, Kbh. 1839. — y.R.Hiibertz, Aktstykker til B.'s Hist. 1327-1621, Kbh. 1851-52. — J. P. Trap, Beskr. af B., Kbh. 1857 (Særtr. af nærv. Værks 1. Udg.). — Lønborg, Om B.'s Væbning og Forsvar, Kbh. 1856. — A. P. Adler, Prøve paa et bornh. Dialektlexikon, Kbh. 1856. — C. G. Bruntus, Konstanteckninger under en resa til B. år 1857, Lund 1860. — M. yespersen, Liden geogn. Vejviser paa B., Kbh. 1865. — y. P Møller, Folkesagn fra Bornholm. Kbh. 1867. — Bornh. Ordbog, udg. af Lærere, Rønne 1873. — H. y. Holm, B.'s ældgamle Kirkebygninger, Kbh. 1878. — J. Carlsen, Oplysn. om Levevilkaar, Sygelighed og Dødelighed paa B., Kbh. 1886. — y. A. yørgensen, B., Rønne 1886. — Kofoed, Fortegn, over Landejendomme paa B., Rønne 1892. — E. Vedel, B.'s Oldtidsminder og Oldsager, Kbh. 1886, og Efterskr. til B.'s Oldtidsminder og Oldsager, Kbh. 1897. — Kloo, Die Ostsee und die Insel B., Hamburg 1890. — P Hauberg, B.. 3. Udg., Kbh. 1894. — Ph. R. Dam, Folkeliv og Indstiftelser paa B., Nexø 1895.
Af Artikler, der indeholdes i større Skrifter og Tidsskrifter, nævnes: Beskr. af B. i Danske Atlas, III S. 162 fl. — „Fortegnelse over Adskilligt, som sig paa B. haver tildraget fra 1602 til 1687", i Danske Mag. I, S. 125 fl. — Th. yonsson Fjeldsted, Promemoria om B., i Thaarups Materialier, I. H. S. 59 fl. — Om Øen B.'s Forbindelse med Danm. og dens særlige Rettigheder, i Schlegels Statsret S. 429 fl. — Z. Th. Schiøtz, Bidr. til B.'s Flora, i Vidensk. Medd. fra den naturhist. Forening i Kbh. 1850. S. 49 fl. — R. Quehl y B. und die Bornholmer, i „Aus Dånem.", Berlin 1856. — y. Fr. yohnstrup, B.'s geogn. Beskaffenhed, i „Danmarks Statistik", I, S. 36 fl., og Abriss der Geologie von B., i Jahesber. d. geogn. Geseils. zu Greifswalde 1889—90, S
1 fl. — Bergstedt, B.'s Flora, i Botan. Tidsskr., XIII Bd. (1883). — H. Zahrtmann, Fiskerihavne paa B., i Fiskeritidende 1890. — V. Bergsøe, B., i M. Galschiøts Danm. i Skildringer og Billeder, II, S. 203 fl. — M. K. Zahrtmann, Artikler i Museum 1892 2. Hvbd. S. 1 fl., og 1894 2. Hvbd. S. 340 fl., og i Hist. Tidsskr. 6. R. V Bd., S. 223 fl. og 7. R. I Bd., S. 129 fl. — Et Uddrag af en Beskr. af B., forf. 1624 af Præsterne og dav. Landprovst Jens Pedersen, og oversendt til Dr. O. Worm (Manuskr. i Rigsarkivet), findes tillige med en Del, B. vedrørende Dokumenter i Suhms Saml. I Bd.
2 H., S. 32 fl. — Uddrag af Rasmus Pedersen Ravtis Chronica Boringiaca ell. B.'s Hist. Beskr. fra første Insulens Bebyggelse indtil Aaret 1671 (Degn i Aakirkeby, f 1677; Manuskript i kgl. Bibliotek, Ny kgl. Saml., Fol. Nr. 398) findes i Kirkehist. Saml. 4. R. 1 Bd. S. 454 fl. — Af andre utrykte Kilder maa nævnes: Beskr. af B.
Resens Atlas III, S. 125 fl. (i kgl. Bibi.) fra 1677. — y. C. Urnes Manuskripter om B. i St. kgl. Bibi. og Universitetsbibl. — F. Thaarup, Bornholmiana, 6. Bd., i Rigsarkivet. — Indberetn. til Nationalmuseet om antikv. Undersøgelser paa B., af y. B. Løffler, 1882—83.
Nørre
Allinge, Hasle, Klemensker, Olsker, Rutsker, Rø, Sandvig
Sønder
Bodilsker, Christiansø, Metodistmenigheden i Neksø, Neksø, Pedersker, Povlsker, Åker, Åkirkeby
Vester
Bornholms Baptistmenighed, Knudsker, Metodistmenighed i Rønne & Allinge, Nyker,Nylarsker, Romersk Katolske Kirke, Rønne, Vester Marie
Øster
Gudhjem, Ibsker,Svaneke, Øster Larsker, Øster Marie
