Roskilde Domkirke.
Ved Siden af Kongsgaarden i Roskilde (se S. 199) lod Harald Blaatand i 10. Aarh. opføre en Trækirke og indviede den til den hellige Trefoldighed. Harald Blaatand blev selv begraven i denne Kirke (som Knytlinge Saga siger, „den første Konge, der blev begraven i indviet Jord“). Ogsaa Sønnen Svend Tveskæg kom til at hvile her. Det var i denne Trækirke, at Knud den Store 1027 lod sin Svoger Ulf Jarl myrde foran Højalteret, i hvilken Anledning Ulfs Enke Estrid skal have skænket store Gaver til Kirken, hvilke skulle have lagt Grunden til Kirkens Rigdom. Derimod er Saxos Beretning, at en lignende Begivenhed har fundet Sted under Svend Estridsen, vist meget tvivlsom. Beretningen om, at Kongen for at have dræbt nogle Mænd i Kirken blev sat i Band af Biskop Vilhelm og til Bod skænkede Kirken Halvdelen af Sokkelunds Herred, maa betragtes som et Sagn; den Del af Sokkelunds Herred (i Valdemars Jordebog kaldet „Støfnæshæreth“), som Saxo omtaler, blev skænket Kirken af Absalon, vistnok i Knud VI’s Tid, og den store Jordegods-Gave, Kirken modtog under Svend Estridsen, blev ikke givet af Kongen, men af hans Moder Estrid og bestod i Gods i Skaane (se Kr. Erslev, Svend Estridsen og Biskop Vilhelm, i Hist. Tidsskr. 6. R. III Bd., S. 602 fl.).
Efter Saxos Beretning var det Svends Ven Biskop Vilhelm, der var Biskop i Roskilde († 1074), som begyndte paa Opførelsen af en Stenkirke i Stedet for Harald Blaatands Trækirke. Maaske har Vilhelm faaet Koret færdigt; thi Munken Ælnoth beretter, at da Svend Estridsen døde (1076), førte man hans Lig til Roskilde og begravede det i Hellig Trefoldigheds og St. Lucii Kirke der. Saxo fortæller om et Uheld, der ramte den Del af Kirken, som Vilhelm opførte, idet den styrtede sammen. Roskildekrøniken meddeler, at Vilhelms Eftermand paa Bispestolen, Svend Norbagge, fuldførte denne Stenkirke, hvilken han snakkede med en udmærket Lysekrone, „Marmorsøjler“ og alle Slags Prydelser, ligesom han byggede et „Stenkloster“
Man har tidligere troet, at den nuv. Domkirke, fraregnet de senere Tilbygninger, maatte være Svend Norbagges Bygning fra 11. Aarh.s Slutn.;
men denne Mening er nu, efter at den i Begyndelsen af 1860’erne var bleven bestridt af N. Høyen (se Ny kirkeh. Saml., II, S. 340 fl. og III, S. 47 fl., og hans efterladte Skrifter II, S. 251 fl,), forlængst opgivet som ganske uforenelig med Kirkens Stil og Bygningsæmne, og man har formodet, at hin ældre Stenkirke har været bygget af Fraadsten, en Mening, der har faaet Stadfæstelse ved de nyeste Undersøgelser, som ere foretagne 1892–93
under Prof. Storcks Ledelse ved nogle omfattende Udgravninger i Kirkens Gulv. Man stødte her paa 2½ Al. tykke Mure af mægtige Fraadstenskvadre, som viste, at den ældre Domkirke har staaet paa samme Sted som den nuværende, men har haft smallere Hovedskib og Sideskibe, ligesom den ogsaa har været lidt kortere
Historien melder intet om Nedbrydelsen af Biskop Svends Domkirke, der vistnok allerede ved Indvielsen af den nye Kirke og Klosteret paa Svend Norbagges Tid havde faaet den hellige Pave Lucius til Værnehelgen, samtidig med at den vedblev at være indviet til den hellige Trefoldighed — paa Domkapitlets Segl, senest fra omtr. 1130, ses St. Lucii Billede mellem Taarnene —, heller ikke om, hvem der var Grundlægger af den nye, i alt væsentlig nu staaende Teglstensbygning, der lidt over 100 Aar senere afløste Fraadstensbygningen. Vi ere derfor alene henviste til dennes Stil og Bygningsæmne for at kunne faa Klarhed paa dette Spørgsmaal. Noget kunde tale for, at Absalon, Biskop i Roskilde 1168–91, kan have forberedt Opførelsen af en ny og prægtig Stiftskirke paa Sjælland; men den noget yngre Stil viser dog hen til hans Frænde og Efterfølger paa Roskilde Bispestol 1191–1214, Peder Sunesøn, Ærkebiskop Andreas’ Broder, som den, der har grundet og paabegyndt den nuværende Domkirke (det var ogsaa under ham, at den ældste Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn blev fuldendt) henimod Slutningen af sit Liv, idet han vel nærmest lod Koret og Korsfløjene opføre, ved hvilken Lejlighed efter en i Middelalderen sædvanlig Skik Benene af den gamle Kirkes Stiftere og Velgørere, Harald Blaatand, Svend Estridsen, hans Moder Estrid og Biskop Vilhelm, bleve optagne af deres Grave og indmurede i Korets 4 store Piller. Hvor langt Biskop Peder Sunesøn er naaet med sin Bygning, lader sig nu ikke afgøre. Hans Efterfølgere, Biskopperne Peder Jacobsen og Niels Stigsøn, maa have fortsat Værket, indtil den nye prægtige Bygning 1234 ramtes af en Brand, der synes at have haft en skæbnesvanger Indflydelse paa hele Anlægget. Prof. Kornerup har allerede tidligere paavist Spor af, at man fra først af har villet give Domkirken stærkt fremtrædende Korsfløje ligesom i Ringsted, Sorø og Aarhus Kirker. Ved Prof. Storcks ovenomtalte Undersøgelser, blandt andet i Bunden af det snævre Mellemrum imellem Domkirken og Frederik V.s Kapel, fandtes Beviser for, at disse fremspringende Korsfløje virkelig have været opførte. Ved Kirkens Istandsættelse bleve nu Korsfløjene trukne tilbage, hvorved hele Anlægget tabte meget, skønt Gavlkransen ved denne Lejlighed kom op, hvorom nedenfor. Domkirken med Undtagelse af Taarnene og Hovedskibets Hvælving maa antages at have været færdig inden 1250, siden den kunde benyttes Allehelgensdag dette Aar, da Kong Abel og Dronning Mechtild bleve kronede i den af Ærkebiskop Uffe. Paa den hellige
Roskilde Domkirke er opført af røde Mursten paa et Fodstykke af Granit. Den er bygget i Form af et latinsk Kors, hvis Arme dog ikke springe frem fra Sideskibenes Mure. Den har et højt Midterskib med lavere Sideskibe, over hvilke der ligger hvælvede Gallerier. Til Koret, hvis Midte optages af Kannikekoret med „Munkestolene“ (se S. 216), slutter sig Højkoret med sin halvrunde Udbygning. Sideskibene fortsætte sig paa begge Sider af Højkoret og danne omkring Rundingen en med Granitsøjler prydet Omgang med tilsvarende Galleri foroven, Kirkens smukkeste Parti. For Enden af Sideskibene hæve sig i Vest to mægtige Taarne, hvis Spir ere opførte 1635 af Christian IV. Over Korset midt over Dronning Margrethes Grav knejser et mindre Spir (en Tagrytter), rimeligvis fra Slutn. af den katolske Tid og opført af Biskop Olut Mortensen (Baden). Kirkens Længde indvendig er 132½ Al., dens Bredde over alle 3 Skibe 39 Al., Midterskibets Bredde 16–17 Al., Hvælvingen i Koret 40 Al., de andre Hvælvinger i Koret og Hovedskibet 37–39 Al. Taarnene med Spir ere omtrent 120 Al. høje.
For at danne sig et Begreb om Kirkens tidligere Ydre, forinden alle Kapellerne tilbyggedes, maa man betragte den halvrunde Koromgang, hvis øverste Stokværk i hvert Fag har en Gruppe af 3 rundbuede Vinduer. De fire Halvsøjler, som løbe op i Mellemrummene imellem disse Vinduer, ere nu overskaarne af Taget, men have tidligere løftet sig derover og baaret en Bue. Over hver Gruppe med de 3 Vinduer hævede sig fordum en Spidsgavl. Dette Motiv fortsatte sig hele Domkirken rundt og dannede ligesom en Krone om den. Vinduer og Døre i selve Domkirken ere rundbuede, og langs Tagskæget løber en Rundbuefrise, saa at hele det ydre oprindeligt var præget af Rundbuestilen.
Betragte vi Domkirkens Indre, møder vort Øje derimod næsten overalt, selv i Højkoret, spidse Buer. Kun i Korgalleriet og Korsets Sidebuer er der runde Buer. Bygningen er saaledes opført i den sildige romanske, den saakaldte Overgangsstil, i hvilken runde og spidse Buer forefindes ved Siden af hverandre. De spidse Buers saa paafaldende tidlige Forekomst, som f. Eks. i Højkoret, maa man tilskrive den Indflydelse af fransk Bygningskunst, som nedenfor skal omtales. I Bygningens vestlige Del taber den udprægede sent romanske Stil sig noget; navnlig forsvinde Halvsøjlerne i Sidebuerne med deres ejendommelige Søjlefod i denne formentlig yngre Del af Bygningen. Ligeledes ere Hvælvingerne i Hovedskibet noget forskellige fra og mindre organisk sammenhængende med Sidemurene end Højkorets og en Del af Sideskibenes. Men skønt Domkirken i sine enkelte Former er saa streng og simpel med de røde Mursten fremtrædende i alle bærende Led, Halvsøjler, Buer og Ribber, gør den dog et mægtigt Indtryk ved den heldige Fordeling af Masserne og de smukke Proportioner. Lyset falder dæmpet fra de smaa højtsiddende Vinduer ned i Hovedskibet, hvis Sidemure rejse sig majestætisk med de kraftige ranke Halvsøjler, medens det skønne, rigt belyste Kor med sit dristige Søjlegalleri, Munkestolenes Række og den udskaarne, forgyldte Altertavle drager Øjet til sig og maner Fortidens store Minder frem for Bevidstheden.
Til Kirkens Bygningshistorie er der i de senere Aar fremkommet vigtige Bidrag. Allerede N. Høyen fremsatte samtidig med, at han paaviste, at den Bygning, som nu staar, umuligt kunde være Svend Norbagges, den Mening, at Kirkens arkitektoniske Forudsætninger nærmest maatte søges i Forbilleder i det nordlige Frankrig, og senere har Julius Lange gjort opmærksom paa det nære Forhold, der rimeligvis har bestaaet mellem den unge Peder Sunesøn, hvem Kornerup og Løffler tidligere have givet Æren for at have opført Kirken, og Abbed Stephan i Paris, fra 1192 Biskop i Tournay. Det vilde føre for vidt at følge den lange Undersøgelse; her kan der blot peges paa den (Jul. Lange, „Bemærkninger om Roskilde Domkirke“, 1890), hvorved det er godtgjort, at Tournays Domkirke har været Forbillede for Roskildes; navnlig i Koret med Søjlegallerierne er Ligheden slaaende.
I Middelalderen tilflød der Domkirken mange rige „Sjælegaver“, og der oprettedes hen imod et halvthundrede Helgenaltere i den. Men Ønsket om at blive begravet der og stifte Altere der blev Anledningen til, at Bygningen efterhaanden omgaves af en Kreds af Kapeller, hvorved dens simple, men ædle Form tabte overmaade meget. Saaledes blev allerede i 13. Aarh. Kapitelhusets ældre Del føjet til Korets Sydside. 1310 byggede Biskop Oluf, som alt omtalt, paa Skibets søndre Side Vor Frue Kapel, som blev nedbrudt 1772 (se S. 208); 1384 stiftede Niels Jepsen (Ulfeld) St. Laurentii Kapel paa Nordsiden, hvor han blev begraven 1396 under en prægtig udgraveret Messingplade. Biskop Peder Jensen (Lodehat) stiftede 1406 nederst i nordre Taarn St. Sigfrids Kapel, hvor han 1416 blev begraven. Ligeledes stiftede Dronning Margrethe 1411 i det søndre Taarn Kapellet Bethlehem til Sjælefrelse for Adelsmanden Abraham Brodersen (Baad), der var henrettet i Sønderborg. Aaret efter at denne Dronning var bleven bisat i Sorø Klosterkirke, lod fornævnte Biskop Peder Jensen hendes Lig med Magt bortføre til Roskilde, hvor senere Erik af Pommern 1423 lod et prægtigt Gravminde (se S. 217) opstille over hende midt i Koret, som samtidigt blev udvidet og forskønnet med udskaarne Kannikestole.
Domkirken stod saaledes hen imod Midten af 15. Aarh. i al den Pragt, som Mure og Inventarium i Middelalderen kunde udfolde, med malede Ruder, forgyldte Altertavler, Margrethes Gravkor og kun enkelte Kapeller, der endnu ikke skjulte den rundt om Sideskibene knejsende Gavlkrans. Da ramtes Kirken paany af en ødelæggende Brand. Den 14. Maj 1443, beretter Kirkens Gavebog, „brændte Roskilde Kirke med sine Klokker og Taarne tillige med alle Kannikernes Boliger med Undtagelse af 3, ligeledes alle Vikarernes Boliger tillige med den større Del af Roskilde By.“
Det varede længe, inden der kunde raades Bod paa denne Skade, som dog ikke synes at have ødelagt Kirkens Indre, eftersom Korstolene fra 1420 og Dronning Margrethes Monument fra 1423 endnu vare i Behold; det er ogsaa særlig „Blytaget, Taarnspirene og Tagkonstruktionerne“, der nævnes som ødelagte. Baade Christian I. og Biskop Oluf Mortensen af Roskilde toge sig med stor Iver af Kirkens Istandsættelse. Koret synes at have været i Orden 1448, da Christoffer af Bayern blev begravet der i det nævnte Aar. Dog først efter 21 Aars Arbejde var hele Kirken færdig, saa at Biskop Oluf Mortensen 1464 kunde højtidelig indvie den og det af Christian I stiftede Hellig tre Kongers Kapel. Domkirkens Ydre fremtraadte herefter i en væsentlig ændret Skikkelse og led i arkitektonisk Henseende et Tab, idet Gavlkransen om Korrundingen blev afbrudt og aldrig kom op mere, ligesom den ogsaa forsvandt ved Sideskibene, hvor den blev dækket af ydre Kapeller og Vaabenhuse. De tre og tre Vinduer paa Sideskibene bleve ved samme Lejlighed tilmurede. Følgende nye Tilbygninger opførtes:
1) Hellig tre Kongers Kapel paa Sydsiden, stiftet 1459 og indviet 1464. Det er en 2 Stokværk høj Bygning i udviklet Spidsbuestil med fint profilerede Vinduer, i hvilke sorte glaserede Sten skifte med de røde. Det underste Rum, hvor Christian I og Dronning Dorothea bleve begravne i Gulvet, og hvor Altere (til hvilke der lagdes meget Gods) stiftedes for den hellige Trefoldighed, St. Anna, Jomfru Maria og de hellige tre Konger, er dækket af 4 høje Hvælvinger, der hvile paa en høj Granitsøjle i Midten (det er denne Søjle, som Jul. Lange mener oprindelig har staaet i Korgalleriet, og som i Tidens Løb er bleven mærket med Højdemaal af adskillige kronede Hoveder lige fra Christian I til Christian IX og Kejser Alexander III). Kapellet er prydet med gamle Vægmalerier fra dets Opførelsestid. Øverste Stokværk indeholder et lignende Rum, men lavere hvælvet, med „Midtsøjle“ og benævnes endnu „Riddersalen“, fordi den af Chr. I stiftede Ridderorden, der senere fremstod som Elefantordenen, har holdt sine Møder her. Senere havde Stiftsbiblioteket sin Plads her indtil 1859, da det fik sin egen Bygning, (se S. 220). Nu holdes Landemodet her.
2) Biskop Oluf Mortensens Vaabenhus, paa Korets Nordside, er opført i samme rige Stil som de gotiske Murstensbygninger i Hansestæderne. Vaabenhuset har en prægtig med smaa Taarne prydet Gavl, og underneden et Murbaand af grønt glaserede Sten skiftende med røde. I en rund Blinding over Døren ses Domkirkens Værnehelgen St. Lucius malet paa en Kobberplade.
3) Øverste Stokværk af nordre Taarn, hvis Frise, der afviger noget fra den paa søndre Taarn, er fremhævet med sort glaserede Sten.
4) St. Birgittes Kapel, ligeledes tilbygget af Biskop Oluf Mortensen (der selv blev begravet her), og nordvestre Vaabenhus paa Nordsiden. De have tidligere haft takkede Gavle.
5) Sydvestre Vaabenhus, som er noget yngre end Hellig tre Kongers Kapel, til hvilket det støder op.
6) Endvidere lod Fru Catharine Nielsdatter, Enke efter Hr. Jens Pedersen (Present) af Vellerup, et lille Kapel opføre der, hvor Christian IV’s Kapel nu staar. Hun blev begravet her 1470. Ogsaa Kapitelhusets nyere, søndre Del opførtes paa denne Tid. Biskop Lage Urne (1512–29) søgte i Slutn. af den katolske Tid at forskønne Domkirken og frede om dens Minder. Han lod en Tavle ophænge over Saxos Grav (se S. 218) i nordre Korsfløj; 1518 satte han et nyt Kobbertag paa Højkirken, og 1521 lod han den male. De 4 Vægbilleder i Højkoret med Kirkens Stiftere og Velgørere stamme ogsaa fra hans Tid. Endvidere lod han den prægtige Bispestol (den staar nu i Sakristiets Forhal) skære i Egetræ. Nogle Forfattere have berettet, at Domkirken atter skulde været brændt under denne Biskop 1523, hvad der dog næppe er rigtigt, da samtidige Kilder, f. Eks. Petrus Olai og Skibbykrøniken, intet melde derom. I Taarnene hænge endnu en Klokke fra 1508 og to fra 1511 (de to sidste støbte af Fastenove). Derimod brændte en Del af Byen i det nævnte Aar, 1523 (se S. 202).
Reformationen medførte store Forandringer saa vel for Roskilde By som for Domkirken. Byens mange Kirker og Klostere bleve berøvede deres Midler og forsvandt snart, og Domkirken mistede sine talrige Altere (hvoraf der skal have været henved 50) og mange af Prydelserne og Helgenbillederne, saaledes den udskaarne Statue af St. Lucius, der stod midt i Kirken, og som fjernedes paa Biskop Peder Plades Befaling. Mange af Kirkens Kostbarheder skal allerede Erik af Pommern have berøvet den og ført med sig ud af Landet; ogsaa Christian II og Frederik I lagde Beslag paa en Del; men efter Reformationen blev det først rigtig galt. Under Grevens Fejde fik
Grev Christoffer udleveret 16 Sølvkalke, og da Frederik II skulde føre Krig med Sverige 1563, lik han udleveret en stor Del Guld og Sølv (se bl. a. Henry Petersen, Levninger af Domkirkeskatten; i Roskilde, i Aarb. for nord. Oldk. og Hist., 1888, S. 114 fl.). Men i øvrigt holdt det danske Kongehus sin skærmende Haand over Domkirken; thi den havde allerede længe været Hvilested for de henfarne Konger, og Hellig tre Kongers Kapel, hvor det oldenborgske Hus’ Stamfader, Christian I’s Grav fandtes, var jo en kongelig Stiftelse. Kongegravenes Række hlev dog afbrudt derved, at Kong Hans, Christian II og Frederik I bleve begravne andensteds i Riget (de to første i Odense, den sidste i Slesvig); men ved Christian III’s Bisættelse i Hellig tre Kongers Kapel, som først fandt Sted 1579, tyve Aar efter hans Død (ogsaa han blev først bisat i Odense), knyttedes atter Traaden, og alle Danmarks følgende Konger kom til at hvile i Domkirken. Christian III’s Monument (opsat 1579) er en af Kirkens skønneste Prydelser og et af Nordens smukkeste Mindesmærker. Det er et Værk af den berømte Billedhugger’ Cornelis Floris van Vriendt i Antwerpen. Kongen ses liggende paa „lit de parade“, klædt i fuld Rustning og bevogtet af 4 Drabanter; seks Søjler med korinthiske Kapitæler bære Paradesengens Himmel, og oven paa dennes Tag ses atter Kongen knælende i Kroningsdragt. De forskellige Farver i Marmoret ere benyttede med stor Smag, og den rigt udviklede Renæssancestil viser Paavirkning af italiensk Kunst. Frederik II’s Monument (opsat 1598) i samme Kapel er udført af den hollandske Billedhugger: Geert van Egen (under dennes Ophold i Kjøbenhavn) som en Efterligning af det foregaaende, men det staar i kunstnerisk Henseende langt tilbage for det. Dog ere de smaa Relieffremstillinger paa Fodstykket med Skildringer af Krigene mod Ditmarsken og mod Svenskerne af stor historisk Interesse, Det Sted, hvor Christian I og Dronning Dorothea hvile under Gulvet, ere siden 1848 betegnede ved en Sten med Krone og Navnetræk. Deres Graves Plads i Kapellet — to jævnsides liggende Hvælvinger, hver med sin Kiste — fandtes først ved Undersøgelsen i 1843. Ogsaa Christoffer af Bayern ligger begravet i Hellig tre Kongers Kapel, men man ved ikke hvor. I 1843 og 1847 undersøgtes Chr. III’s og i 1857 Frederik II’s samt deres Dronningers Grave
I Christian IV’s Tid foretoges flere betydelige Arbejder ved Kirken. 1609 blev en ny Prædikestol i Renæssancestil med Billedværk af Marmor og Sandsten opstillet, og omtrent ved samme Tid opsattes et Pulpitur, „Kongestolen“, rigt udsnittet og prydet med Guld og Farver samt med Kongens og Dronning Anna Cathrines Navnetræk og Vaabener. 1635 lod Kongen den vestlige Hovedportal, „Kongeporten“, ombygge (1872 blev der i dens Sted anbragt en Portal i Kirkens Stil efter Tegn. af Herholdt; Chr. IV’s Kongeport anbragtes om Hovedindgangen til Holmens Kirke i Kjøbenhavn). Samme Aar lod Chr. IV de nuværende Spir sætte paa Taarnene. Ligeledes gav han Kirken den skinnende, pragtfulde Altertavle, som Frederik II først havde opstillet i Frederiksborg Slotskirke; den er rigt udskaaren i Egetræ, prægtig forgyldt og indeholder Fremstillinger af den hellige Historie og Jesu Lidelse; Stilen er Renæssance fra omtr. 1550
Gravmonument af Alabast for sig og hende, som dog ikke blev opstillet, mens Kongen levede, og senere gik til Grunde ved Tøjhusets Brand 1643 (se Henry Petersen, Om det oprindel. Monument til Chr. IV’s Kapel, i Tidskr. for Kunstindustri, 1890, S. 96 fl.). I dette Kapel hvile Christian IV — i en med sort Fløjl betrukken Egetræskiste, ovenpaa hvilken ligger Kongens Sværd, som han skal have ført i Slaget ved Lutter am Barenberg, — hans Dronning Anna Cathrine (først bisat i Frue Kirke i Kjøbenhavn), den udvalgte Tronfølger Prins Christian († 1647) samt Frederik III og hans Dronning Sophie Amalie (begge i Kobberkister med Messingprydelser, C. L. Løvenskjold, Hist. Tidskr., 4. R. VI Bd. S. 1). Det pragtfulde Smedejærns-gitter, der staar for de to ud til Kirken førende Buer, er forfærdiget af Caspar Fincke
og som bestod bl. a. af Werlauff, N. Høyen, Hetsch og Thomsen, bestemte, at Kapellet skulde udsmykkes med allegoriske og historiske Billeder, forestillende Scener fra Kongens Liv og malede al fresco. Udførelsen overdroges til Eddelien, som tog fat paa Arbejdet 1847, men ved sin Død dog kun havde naaet at faa Kuplen med 4 allegoriske Billedgrupper samt Gesimspartiet færdige. Frisedekorationen, som han havde paabegyndt, fuldendtes af C. Hilker 1855; den bestaar af 16 Portrætmedailloner, indflettede i Løvværk og omgivne af Genier, udførte af forskellige Kunstnere. Senere, 1866–68, malede V. Marstrand to kolossale Billeder paa Sidevæggene: „Christian IV paa Skibet Trefoldigheden“ paa østre og „Kongens Dom over Christoffer Rosenkrantz“ paa vestre Sidevæg. I Højde med disse i kunstnerisk Henseende ypperlige Billeder staar den øvrige Dekoration af Kapellet, især Rammerne om Billederne, som udførtes af Heinrich Hansen. Samtidig optoges de 5
Kister fra Kælderen og restaureredes, ligesom Caspar Finckes Gitter istandsattes. I den seneste Tid er det ydre af Kapellet blevet istandsat (fuldendt 1895) under Herholdts Ledelse. (Se Steen Friis, Christian IV’s Gravkapel, Kbh. 1868, og C. Nyrop, Chr IV's Statue ved Rosenborg, Tidsskr. for Kunstind. 1886 S. 84 fl.).
Under Frederik III fik Kirken det i overlæsset Barokstil udførte Orgel, hvis rigtfarvede og forgyldte Yderside bærer Kongens og Dronningens Navnetræk. Aar 1694 blev den Mur, der hidtil havde skilt Kannikekoret fra Skibet, nedbrudt, og „Munkestolene“, der med deres Paneler havde været opstillede i ret Vinkel, bleve nu omordnede langs Sidevæggene, hvor de to prægtig udsnittede gotiske Spir, der havde staaet midt i Kannikekoret bag Muren, nu ogsaa opstilledes. Munkestolene ere en Række højryggede Siddepladser, der ere adskilte ved Armlæn; over Ryggen findes udskaarne Reliefbilleder med Æmner fra Bibelen (se J. B. Løffler, Reliefferne over Korstolene i Rosk. Domkirke, med Tekst af Jul. Lange, Kbh. 1880) og en gylden Indskrift; naar Stolene slaas op, ses smaa Støttesæder (Misericordia-Knapper), som Kannikerne benyttede, naar de staaende hørte Evangeliet.
Lige til 1689 var Højkoret bevaret i sin gamle Skikkelse. Imellem de to østlige Granitsøjler stod det gamle Højalter fra 1498 med St. Lucius’ Billede, hvori hans Hovedskal i en sølvforgyldt Kapsel bevaredes for kun paa store Festdage at blive fremvist for Folket (selve Hovedskallen findes nu, fra gammel Tid dækket af en gul Silkehue, i Nationalmuseet; se Henry Petersen, En Relikvie af Roskilde Domkirkes Skytshelgen, den hellige Pave Lucius, i Aarb. for n. Oldk. og Hist. 1874, S. 394). Paa en af Fløjdørene var der malet Sagnet om Søuhyret i Roskilde Fjord, som oprørte Bølgerne mod Skibet, der bragte Helgenens Hoved; men Uhyret maatte forsvinde i Dybet tvunget af Relikviens Magt; ligeledes fandtes der andre Fremstillinger af Helgenen og de danske Helgener Knud Hertug og Knud Konge. Til venstre for dette Højalter stod Trefoldighedsalteret stiftet af Dronning Margrethe, og til højre Maria Magdalenes Alter. I Gulvet laa Biskop Niels Jepsen (Ulfeids) prægtige Messing-Gravplade og Biskop Lage Urnes Ligsten. Til højre stod den sidstes Bispestol og midt paa Gulvet en mægtig gammel Lysestage. Ned fra Hvælvingen hang et stort Krucifiks. Selve Reformationen havde skaanet alle disse mærkelige Minder. Men i det nævnte Aar 1689 blev alt hensynsløst ryddet og flyttet bort for efterhaanden helt at forsvinde
Ved Siden heraf og lige bag ved Højalteret hæver sig hans Søster, Dronning Margrethes sorte Marmorkiste, prydet med hendes Alabastbillede, oprejst 1423 til Minde om hende af Erik af Pommern. Dronningens Skikkelse ligger paa Kistens Laag med korslagte Arme (Kronen paa hendes Hoved, der maaske oprindelig har været af ædelt Metal, er i Fr. II’s Tid paasat af Alabast; Baldakin, Fodskammel og Rammeværket ere Tilføjelser fra Midten af 19. Aarh.); Kistens Sideflader have været prydede med Relieffigurer, maaske af Helgener, i fine Rammer af gotiske Spir og Gavle. Restaurationen af dette sjældne Kunstværk, der maa antages at være udført af en udenlandsk Kunstner, er med Omhu blevet paabegyndt af Billedhugger F. G. Hertzog, der arbejdede paa det fra 1862, men dog ikke naaede at blive færdig med det før sin Død 1892. De bevarede Rester af Sidefladernes arkitektoniske Rammeværk og Figurer ville i en nær Fremtid blive udstillede ved Siden af Sarkofagen paa Bagsiden af Alterbordet (se Jul. Lange, Iagttagelser over den plastiske Udsmykning af Christoffer II’s, Valdemar Atterdags og Dronning Margrethes Gravmæler, i Aarb. for nord. Oldk. og Hist. 1893, S. 1 fl., og T. Stein, Billedhuggeren Hertzog og Dronning Margrethes Monument i Rosk. Domkirke, i „Museum“, I. Halvbd. S. 1–12).
I 1772 blev som ovenfor berørt Vor Frue Kapel tillige med „Klostergaarden“ og „Ærkedegnens Gaard“, der laa mellem Kapellet og Kapitelhuset, og som indesluttede en lille firkantet Plads paa omtr. 20 Al. i Kvadrat, nedbrudt og Grundstenen lagt til Frederik V’s Kapel (se N. Høyen, Chr. VI’s og Frederik V’s Gravkapel, Kbh. 1859), som opførtes 1774–79 efter Tegn. af C. F. Harsdorff, men først fuldendtes af Konferensraad Hansen 1825 (indviet 12/9). Denne Bygning, som paa ethvert andet Sted vilde have taget sig udmærket ud, staar, i endnu mindre Grad end de andre Tilbygninger, i Harmoni med den gamle Domkirke. Den er opført i romersk Stil, meget simpel udad til. Fra en noget mørk Forhal med to Sidekapeller fører en Kolonnade med to mægtige ioniske Søjler ind til et højt, lyst Rum, der dækkes af en elegant Kuppel og belyses af halvrunde Vinduer. Kapellet er restaureret 1875–76. Fra først af skulde her kun have været opstillet 5 Marmorkister, af hvilke dog kun de tre vare blevne udførte; men nu indeholder Kapellet ialt 19 Ligkister baade med Konger, Dronninger, Prinser og Prinsesser, hvoraf følgende skulle nævnes: Frederik V hviler i en Marmorkiste af hvidt italiensk Marmor; ved Siderne to kolossale sørgende Kvindeskikkelser, der forestille Danmark og Norge; bag Kisten staar en Søjle af graat Marmor med Kongens Portrætmedaillon. Dette Kunstværk er udført af Joh. Wiedewelt; Dajon har dog deltaget i Arbejdet. Frederik V’s første Dronning, Louise, hviler i en Marmorkiste i lignende Stil, med Statuer af Fromheden og Godgørenheden, udført af Stanley. I Forhallens venstre Sidekapel hviler Christian VI i en Marmorkiste med Reliefs og legemsstore Kvindefigurer, udført af Wiedewelt, i Sidekapellet til højre hans Dronning Sophie Magdalene i en med sort Fløjl betrukken Kiste. Midt i Kapellet henstaa alle de følgende Konger og Dronninger (undtagen den i Celle bisatte Caroline Mathilde), nemlig Christian VII til hvis Kiste Maleren Abildgaard skal have givet Tegningen, Christian VIII med Dronning Caroline Amalie, og Frederik VII som hviler i en Egetræskiste, paa hvis Laag der ligger en Guldkrans af Egeløv, skænket af danske Kvinder. Endvidere hvile følgende i Kapellet: Juliane Marie, Frederik V’s anden Dronning, Arveprins Frederik og hans Gemalinde Sophie Frederikke, og Arveprins Frederik Ferdinand, Christian VIII’s Broder, med Gemalinde Prinsesse Caroline, Frederik VI’s Datter, Landgrevinde Louise Charlotte af Hessen, Prinsen af Philipsthal med Gemalinde Prinsesse Juliane Sophie, Christian VIII’s Søster, Prins Vilhelm af Glücksborg, Christian IX’s Broder. I øvrigt henstaa i Kældrene under dette Kapel saavel som under Højkoret og under Chr. IV’s Kapel adskillige kongelige Personers Kister
To mindre Kapeller maa endnu omtales, nemlig det før omtalte St. Sigfrids Kapel (se S. 209), som 1644 blev omdannet til Gravkapel for den adelige Slægt Trolle; paa det prægtige Jærngitter staar Trollernes Vaaben; men Kapellet blev købt af Christian VI 1743 og omdannet til Gravkapel for hans Stifmoder, Frederik IV’s anden Dronning Anna Sophie og hendes Børn, medens Trollernes Kister nedsattes i Kælderen under Kapellet. Det andet Taarnkapel, det ligeledes omtalte Bethlehemskapel, blev 1649 ogsaa omdannet til Gravkapel, nemlig for Adelsslægten Krag, og det er det endnu; det var Otte Krag, den fra 1660 bekendte Rigsraad, der stiftede det.
Af Ligsten (se J. B. Løffler Gravstenene i Roskilde Købstad, Kbh. 1885) over de gamle Roskilde Bisper er der nu kun 4 tilbage, nemlig over Peder Jensen (Lodehat), Dronning Margrethes Kansler († 1416), som paa Stenen er fremstillet i hel Figur med Krumstaven i Haanden, over Oluf Mortensen (Baden) (den er restaureret i den nyere Tid), Universitetets første Kansler († 1435), Niels Skave († 1500), og Johan Jepsen (Ravensberg) († 1512). Den ældste Gravsten i Kirken er fra 1360 over en Præst Nicolaus Petri. En Levning fra Svend Norbagges Stenkirke er den i Kapitelhuset indsatte Mindetavle over Kong Niels’s Kansler Helgi († 1128). For hen ved 200 Aar siden var den kommen i Fr. Rostgaards og fra ham i Universitetsbibliotekets Eje; men dette skænkede den 1808 til Museet for nord. Oldsager, som atter 1866 gav dens Rester tilbage til Kirken. Figurerne paa det gamle Urværk i Kirkens Indre, „Per Døver og Kirsten Kimer“, samt St. Jørgen og Dragen ere fra Tiden omkring 1500.
Af mere berømte eller bekendte Mænd, hvis Ligstene og Grave findes i Kirken, nævnes følgende: Saxo, over hvis Grav en indskriftsløs Gravsten i nordre Korsfløj skal dække (hvad der dog er meget tvivlsomt, se bl. a. C. Paludan-Müller, Hvad var Saxo Grammaticus, og hvor er hans Grav? i Nykjøbing Skoles Progr. 1861), Franciscus Hispanier, Christian III’s Herold († 1553), en af Kirkens smukkeste Ligstene, Axel Walkendorf til Glorup, som faldt i Slaget paa Falkenberg Hede 1565, Erik Walkendorf til Glorup, † 1568, Andreas Barby, Christian III’s Kansler, † 1559, Otte Brockenhuus til Volderslev, † 1594, Teologen Niels Hemmingsen, † 1600 (paa Stenen fremstilles hans Virksomhed som Universitetslærer), Christen Gyldenstjerne til Restrup, † 1617, Johan Carisius Diplomat, † 1619 (Marmorepitafiet findes i Midtgangen, hans Portræt i Chr. IV’s Kapel), Peder Vibe, † 1658, Rigsadmiral Ove Gjedde, † 1661 (begravet i en Gravkælder under Kannikekoret; de i senere Tid i denne henlagte Faner, der oprindeligt have betegnet hans Grav, ere 1892 restaurerede og paany anbragte over hans Grav), Rigsraad Otte Krag, † 1666 (i Kragernes Kapel), Overjægermester Vincens Joachim Hahn, † 1680, Generallieutenant Andreas Harboe, † 1706 (en Kiste af sort og graat Marmor), Viceadmiral Just Juel, † 1715 (begravet under nordre Korsfløj; den Kanonkugle, der dræbte ham i Kampen mod Svenskerne, hænger med hans Kaarde og Kommandostav paa Muren), Stiftamtmand Otto Krabbe, † 1719, Admiral Christian Bielke til Basnæs, † 1694.
Efter at man allerede tidligere i 19. Aarh. havde søgt at raade Bod paa de mest iøjnefaldende Mangler, blev Domkirken mellem Aarene 1859 og 1873 restaureret baade udvendig og indvendig efter en af Stiftsskriver, Justitsraad Steen Friis til Kultusministeriet indgiven Plan af Arkitekterne Chr. Hansen og Herholdt. Planen (billiget af Stiftsøvrigheden 30/9 1858) gik ud paa „saa vidt muligt at bringe de oprindelige arkitektoniske Former frem i Kirken samt opfriske dens ældste maleriske Udsmykning“. Denne Plan blev i det hele og store udført med Varsomhed og trofast Bevaring af det gamle. Intet i senere Tider tilføjet blev opofret, undtagen naar noget ældre og bedre derved kunde fremdrages eller fornyes. De uheldige Pulpiturer, som opfyldte Sidebuerne paa nordre Side, bleve ryddede, Munkestolene befriedes for Overmaling, Korgalleriets 5 Hvælvinger, der vare faldefærdige, bleve fornyede, Kalkningen afdækkedes i hele Kirken og i St. Birgittes Kapel, hvorved den gamle Murstensdekoration og Kalkmalerier (fra 1511) fremkom, Sakristiets Forstue, der var aflukket fra Kirken ved en senere Mur, blev atter inddragen i den, Hovedskibets tredelte vestre Vindue blev fornyet, Hahns og Krabbes Kapeller, der nu i over 150 Aar havde skæmmet Skibets vestre Fløj (idet de havde Plads mellem Forhallens Søjler, det første op til Kragernes, det andet op til Trollernes Kapel; Hahns blev oprettet under Chr. V, Krabbes under Fr. IV), bleve nedbrudte 1868, den forfaldne
Kirkegaarden omkring Domkirken er nedlagt; af dens gamle Ringmur staa endnu Levninger mod N.; men for øvrigt dannes Muren af en Række i den inddragne Façader af nedbrudte Bygninger fra Middelalderen, fornemmelig Konventhuset. En Ligsten ved nordre Taarns Vestside (over en Købmand Boas Larsen) har i sin Tid dækket over Biskop Jens Andersen († 1431). 1827 bleve 18 Kister med Lig af Konventualinder fra Roskilde adelige Jomfrukloster udførte af St. Laurentii Kapel og nedgravne paa Kirkegaarden.
Stiftsbiblioteket, der tilhører Domkirken og tidligere (se S. 210) havde sin Plads i Riddersalen over Hellig tre Kongers Kapel, fik sit eget Lokale 1859–60 i den af Domkirken opførte Bygning Ø. for Kirken. Bygningen bestaar egentlig af to Dele, nemlig den ældre, der formodes at have hørt til den gamle Bispegaard (se S. 191), og som har en smuk Gavl, og den yngre større Del, som er opført 1858–59 efter Tegn. af Meldahl i gotisk Stil overensstemmende med den gamle Del (se J. B. Løffler Sjællands Stifts-Landsbykirker, S. 13). Biblioteket er stiftet af Biskop Münter 1812 (Reskr. 17/1) og bestaar af omtr. 25,000 Bd., mest teologisk, men ogsaa historisk Litteratur
Ved Domkirken er ansat to Præster, Sognepræsten, som fører Titel af Domprovst, og anden Præst. Domkirkens Midler bestyres af dens Forvalter og Værge under en af Domprovsten, Borgmesteren som korresponderende Medlem og et Byraadsmedlem bestaaende Inspektion og under Stiftsøvrighedens Overbestyrelse.
Roskilde Domkirke er den rigeste Kirke i Landet. Den ejer 676 Tdr. Hartkorn Bøndergods og 5 Tdr. Hartkorn Købstadjorder. Alt Bøndergodset er bortarvefæstet paa nær 16 Tdr. Hrtk. Af det bortarvefæstede Bøndergods svares 2037 Tdr. Byg, af det bortfæstede 293 Tdr. Byg og af Købstadjorderne 87 Tdr. Byg efter Kapitelstakst. Af Tiender ejer Kirken hel Kirke- og halv Kongetiende af Roskilde Bys Jorder, 502 Tdr. Byg, hel Kirke- og halv Kongetiende af Lillevang eller Visbyjorderne
I Midten af 18. Aarh. opstod den endnu eksisterende Stifts-Landsbykirkernes Fællesfond, da nogle Kirketiender ophørte at være Beneficier for adskillige verdslige og gejstlige Embedsmænd, efterhaanden som de daværende Beneficiarier afgik ved Døden. Til Fonden høre følgende 14 Kirker med Kirketiender: St. Jørgensbjærg, Vor Frue og Himmelev i Sømme Herred, Gadstrup i Ramsø Herred, Reerslev og Vindinge i Tune Herred, Thorslunde og Ishøj i Smørum Herred, Benløse i Ringsted Herred, Pedersborg i Alsted Herred, Tveje-Merløse i Merløse Herred, Lille-Lyngby i Strø Herred, samt Helsinge og Græsted i Holbo Herred. Kirketienderne udgøre omtr. 37 Tdr. Rug, 950 Tdr. Byg og 37 Tdr. Havre. I Forening eje desuden Kirkerne en Kapitalformue af omtr. 125,000 Kr., der anvendes til Kirkernes Vedligeholdelse og til andet kirkeligt Øjemed. Stiftsskriveren, der tillige er Godsforvalter ved Domkirken, bestyrer Fonden umiddelbart under Stiftsøvrigheden og ansætter en lønnet Værge ved hver Kirke. (Se J. B. Løffler, Sjællands Stifts-Landsbykirker, Kbh. 1880. — Jvfr. Reskr. af 8/10 1824 og 24/1 1881).
Litt. Jens Paludan, De templo S. Lucii Roskildensis, Hafnia 1720–22. — H. Behrmann, Roskilde Domkirke og dens Monumenters Beskrivelse, med 5 Kobbertavler, Kbh. 1815. — Steen Friis, Rosk. Domkirke, Kbh. 1851–52. — N. L. Høyen, Nogle Bemærkninger om Rosk. Domkirkes Alder og Stil, i Ny kirkehist. Saml. II (1861) S. 340 fl., og Ny kirkeh. Saml. III. (1864) S. 47. fl.; ogsaa i „Efterladte Skrifter“, II. — Steen Friis, Beretn. om Restaurationsarbejderne i Rosk. Domk., Ny kirkeh. Saml., II, 111, 577, 766. — Steen Friis, Bemærkninger om Rosk. Domk. Stil og Alder, Ny kirkehist. Saml. V. (1871) S. 582 fl. — J. L. Ussing, Svar paa Justitsraad St. Friis’ „Bemærkninger“, i Ny kirkehist. Saml. V., S. 654 fl. — J. Helms, N. Høyen for Dr. theol. V. Rothes Domstol, Kbh. 1871. — Jul. Lange, Lübkes Kunsthistorie 1872 og 1881 — J. B. Løffler, i Aarb. for nord. Oldk. og Historie 1873, S. 352 fl — Steen Friis, Afsluttende Bemærkninger om Rosk. Domkirkes Stil og Alder, Kirkehist. Saml. 3. R., I. Bd. (1876) S. 358 fl. — J. Kornerup, Rosk. Domkirke i „Danske Mindesmærker“ II. 1877. — J. Kornerup, Ny Haandbog for Besøgende i Rosk. Domk., Kbh. 1878. — J. B. Løffler, Udsigt over Danmarks Kirkebygninger, Kbh. 1883, S. 262 fl. — Jul. Lange, Bemærkninger om Rosk. Domkirkes Alder og Stil, i Aarb. for nord. Oldk. og Hist., 1890, S. 105 fl. — J. B. Løffler, Et Par Ord i Anledn. af Jul. Langes „Bemærkninger osv.“, i Aarb. for nord. Oldk. og Hist. 1890, S. 365 fl. — J. Kornerup, Nogle Bemærkn. vedr. Rosk. Domkirkes Bygningshist., i Aarb. for nord. Oldk. og Hist. 1891, S. 73 fl. — P. Købke, Rosk. Domkirke, kortfattet Oversigt, Kbh. 1895. — Magn. Petersen, Kalkmalerier, Kbh. 1895, S. 84. — Desuden henvises til de under Beskrivelsen nævnte Afhandlinger af Kr. Erslev, Henry Petersen, E. C. Werlauff, Fr. Schiern, J. B. Løffler, Jul. Lange, Løvenskjold, C. Nyrop og N. Høyen. — Mikkel Hansen Jærnskæg har 1685 udgivet en „Roskilde Domkirkes Beskrivelse“ paa Vers.
*
