Ringsted Kloster og Kirke.
Til Danmarks ældste Munkeboliger hører Benediktinerklosteret i Ringsted, indviet til Jomfru Maria. Dets Grundlæggelse falder allerede under Svend Estridsen, om det end først 1081 eller 1082 blev fuldført af Roskildebispen Svend Norbagge, hvem Æren for dets Stiftelse rettest tilkommer. Om Klosterets Skæbne i den ældste Tid haves saa godt som ingen Efterretninger; det var først, da den myrdede Knud Lavard var bleven bisat i Klosterkirken, at det ret flk Plads i Historien, og til Minde om ham kaldtes det undertiden St. Knuds Kloster. Saa snart det rygtedes, at der skete Jertegn ved Knud Lavards Grav, lod hans unge Søn Valdemar sammen med Svend Eriksen 1146 Liget optage og trods Ærkebisp Eskils Indsigelse henlægge i et Skrin til Beskuelse for Folket og til Helgentilbedelse. Samtidig indsattes en ny Forstander for Klosteret, og dette omdannedes til et Abbedi, medens det tidligere kun havde været styret af Priorer. Valdemar I staar i det hele som en anden Grundlægger af Ringsted Kloster, hvis Rigdom og Magt han betydeligt forøgede. Fra tidligere Tid havde Klosteret dog ikke faa Besiddelser. Erik Emune havde saaledes 1135 givet Munkene 10 Mark af Byens Midsommergæld at oppebære aarlig til deres Klæder, endvidere 6 Bol paa Sjælland og Halvdelen af Ringsted Lund, og Svend Eriksen (Grathe) havde 1148 hertil føjet This-lund, hele Midsommergælden af Ringsted og Ret til i Høsten at kræve Dagværk af Borgerne. Nu berigede Valdemar I Klosteret med Hov Kirke i 'Halland og senere (1164) med en Del af Ringsted Mark, en Gaard i Lynge og en i Bjerre, et Bol i Benløse og et Par paa Møen; omtr. 1170 kundgjorde han, at enhver, der gav noget af sin Hovedlod til Ringsted Kirke, skulde være fri for al kgl. Tynge, og 1177 lagde han til Klosteret Halsted Kirke paa Laaland. Det var ligeledes Valdemar, hvem Ringstedmunkene især havde. at takke for, at deres Kirke kom til at gemme en kirkelig anerkendt Helgen, idet han hos Paven opnaaede Knud Lavards Kanonisation. Efter den højtidelige Skrinlæggelse St. Hansdag 1170 (se S. 573) havde Ringsted Kloster mere end før Fordel af Pilegrimsrejserne til Helgenens Grav. Ogsaa den stærke Tilstrømning til et til St. Knuds Ære opført Kapel i Haraldsted (s. d.), ved hvilket en Munk fra Ringsted stedse opholdt sig for Afladshandelens Skyld, bidrog til at forøge Klosterets Velstand.
Hvad Valdemar havde begyndt, fortsatte andre. Saaledes tillagde Absalon Klosteret to store Pengeindsamlinger, det saakaldte Knuds-Skud fra hele Sjælland og Marie-Skuddet fra Sjællands Vester- og Middelsyssel. Bisp Peder Sunesen skænkede det St. Hans Kirke i Ringsted og Benløse Kirke, og Bisp Oluf Kværkeby Kirke (1309). En betydeligt medvirkende Grund til Klosterets Magt var, at dets Kirke blev Hvilested for de danske Konger og Dronninger lige fra Valdemar I, der havde bestemt at gøre den til et Monument for sig og sin Slægt, og Dronning Sophie og med enkelte Undtagelser til Erik Menved og Dronning Ingeborg. Derefter bleve vei Sorø Klosterkirke og senere Roskilde Domkirke foretrukne, og Ringsted Klosters egentlige Storhedstid var forbi; men det vedblev stedse at nyde megen Anseelse. Efter - Valdemar Atterdag modtog det 50 Mark i hvid Mønt mod 533
Sorø Amt.
at holde en daglig Messe og en Aartid for ham, og Dronning Margrethe skænkede det 1411 2000 Mark lybsk, hvoraf de 1500 skulde anvendes til dets Bygning, medens det for Resten skulde give 9 trængende Mennesker Underhold. Til Klosterets øvrige Historie haves kun færre Oplysninger. Pave Innocens II tog 1139 Klosteret i sin Beskyttelse, og Pave Cølestin III stadfæstede 1193 Klosterets Besiddelser og gav det fri Ret til at indrømme Klosterets Velgørere Gravsted i Kirken samt Ret til under Interdikt at holde Gudstjeneste for lukkede Døre og uden Klokkeringning. Aar 1241 og 1300 hærgedes Klosteret af Ildebrand, og i Beg. af 15. Aarh. maa der være foregaaet store Bygningsarbejder ved det, siden Abbed Peter († 1425) paa sin Ligsten hædredes med Tilnavnet „restaurator hujus loci". Klosterbrødrenes Antal har sikkert været stort, og Abbederne stode i Rang ikke meget tilbage for Sorøabbederne. Efter Reformationen gik det Klosteret som flere andre Herreklostre: det fik en Tid lang Lov til at bestaa under gejstlig Styrelse, men gled efterhaanden over til rent at blive et kglt. Regnskabsien. Aar 1560 udgik der Befaling om, at det tillige med Sorø Kloster skulde sammenskyde 400 uforfalskede Dalere til 4 fattige Studenter, og fra 1580 maatte det nogen Tid underholde 12 Skoledisciple. Forstanderne eller, som de endnu kaldtes, Abbederne vare „lærde" Mænd (1554—61 var Hans Lauridsen Forstander, 1580—83 Iver Bertelsen, tidligere Forstander for Sorø Kloster, og 1584—86 Chr. Machabæus, der blev Sorø Skoles første Forstander). Aar 1592 fik Klosteret en adelig Forstander i Låve Beck, men da vare Munkene for længe siden uddøde. Ringsted Kloster var fra den Tid et Len, hvormed senere Landsdommerne lønnedes (se videre under Ringsted Landsogn).
De gamle Klosterbygninger ere for længe siden forsvundne; allerede paa Resens Tid vare de næppe mere til.
Det er dette Klosters Kirke, som nu er Ringsted Sognekirke, og som staar som et værdigt Minde om Byens Stortid. Men den nuv. Bygning stammer ikke fra Klosterets første Tid, da Svend Norbagge opførte dets Bygninger i Slutn. af 11. Aarh. og dermed ogsaa den første lille Stenkirke af enten Kamp, Kalk- eller Fraadsten. Den viste sig snart for ringe. Da nemlig Knud Lavard var bleven myrdet i Haraldsted Skov 7. Jan. 1131, besluttede Skjalm Hvides Sønner at hævne denne deres Fosterbroder. De droge om paa Tingmøder i Sjælland og foreviste Knuds blodige Kappe for Folket for at ophidse det, og samtidig bestemte de at føre Liget fra Haraldsted Kirke til Roskilde Domkirke, hvor alt saa mange af hans berømmelige Forfædre hvilede. Men Kong Niels frygtede, at Folkets Forbitrelse over Drabet skulde bevirke Voldsomheder, hvis Bisættelsen fandt Sted her, og modsatte sig det derfor, og Liget blev da ført til Ringsted og begravet foran Højalteret i den lille Klosterkirke. Knud blev straks af Folket kaaret til Sjællands Skytshelgen, og da den stedse voksende Tilstrømning til hans Grav gjorde Klosterkirken for ringe og uanselig, besluttede Valdemar den store, efter at han var bleven Konge, at ombygge Kirken eller rettere sagt bygge en helt ny Kirke, der samtidig kunde være Helgenen og hans Æt værdig. Hvornaar Opførelsen fandt Sted, ved man ikke. Ifølge en gammel Beretning skal det være sket ved 1161, og at den stammer fra omtrent denne Tid og er bleven opført samtidig med Sorø Kirke, have vi Vidnesbyrd om dels i hele Bygningsstilen, dels i den store Lighed i begge disse Kirkers Hovedplan og Enkeltheder. Det var ved disse to Kirker og ved EsbernRingsted Kirke.
573
Snares borgmæssige Kirkebygning ved Hærvig (Kalundborg), at man begyndte at anvende brændte Sten til større Arbejder paa Sjælland (ligesom Vald. I anvendte dem i Muren ved Dannevirke). At „Vor Frue Kirke" har staaet færdig 1161, er dog ikke sandsynligt; men i Sommeren 1170 maa i alt Fald de vigtigste Arbejder have været fuldendte; thi 25/6 s. Aar blev St. Knuds Helgenskrin under stor Højtidelighed hensat paa Højalteret, efter at han ved Pave Alexander III's Bulle af 8/n 1169 var bleven kanoniseret. Under Højtideligheden vare til Stede, foruden Kongen og Landets fornemste Mænd (deribl. Absalon), Ærkebisp Stephan af Upsala, der paa Kongens Vegne havde udvirket Kanonisationen paa en Rejse til Rom, og Bisp Helge af Oslo; Ærkebisp Eskil løftede selv Helgenens Legeme op af Graven, indsvøbte det i hvidt Silketøj og nedlagde det i Helgenskrinet.
Ringsted Kirke, set fra Sydøst.
Efter Højtideligheden kronedes Valdemars Søn Knud (se S. 569). Kirken, der maa antages at have været helt fuldendt 1182 (Prof. Løffler mener, at dens Fuldendelse maa sættes til 1170), da Valdemar I blev begravet der, kaldtes nu ofte „St. Knuds Kirke" — Navnet „St. Bendts Kirke" tilhører ikke den ældre Middelalder —, og Knud Hertug eller Martyr kaldtes „Sanctus Kanutus de Ringstath" eller „Ringstadiensis" for at skelne ham fra den i Odense skrinlagte Knud Konge, „Sanctus Kanutus Othoniensis".
Kirken er helt opført af røde Teglsten og er en hvælvet, treskibet Korskirke; det forholdsvis korte, 90 Al. lange og 12 Al. brede Hovedskib har samme Højde som Højkoret og Korsfløjene (28 Al. til Hovedskibets Hvælvinger), de smalle, 5—6 Al. brede Sideskibe ere meget lavere. Til den østlige Side af det anselige, fra N. til S. 62 Al. lange Tværskib sluttede sig indtil Branden 1806 (se S. 576) ligesom i Sorø Kirke 4 eller rettere 2 tvedelte, uden Tvivl hvælvede Kapeller, der dækkedes med Halvtage og havde flad533
Sorø Amt.
Altervæg, og hvori der i den katolske Tid stode Altere for St. Benedikt og 3 andre Helgener. Mod Øst ligger det aflang-firkantede Højkor med halvrund Korslutning, hvis Gesims er i Flugt med Hovedskibets; det har i det ydre to maskerede, med rundbuede Vinduer forsynede Stokværker og er, ligesom en Del af den søndre Korsfløj, under Tagskægget prydet med en Række smukke Rundbuer, der bæres af smaa Søjler. Korslutningens nederste Vinduer ere meget større og rigere profilerede end de andre i Kirken, og den har, som det synes, været underkastet nogle Forandringer i Tidens Løb; muligvis er Koret efter Branden 1241 (se nedfr.) blevet forhøjet oven over en endnu synlig afrundet Udkragning og har da i Forbindelse med de nye Hvælvinger faaet den øverste Vinduesrække. Inden Branden 1806, da Kirken mistede sit vestligste Hvælvingsfag og dermed 10 Al. af sin Længde, afsluttedes den her med en Taggavl med Kamtakker (hvilke sidste dog ikke ere oprindelige), hvor Murværket var inddelt i Blindings-felter (som endnu paa nordre Korsgavl), og Højkirkens Rundbuefrise var trukken tværs over den; under Frisen var der en Vinduesgruppe -— 3 anselige rundbuede Vinduer, hvoraf det midterste var højere og bredere end de andre -—, der dog ligesom Vinduesgruppen paa nordre Korsgavl maa antages at stamme fra Tiden efter Branden 1241, og under Vinduerne var der en Portal med gavlformet Afslutning (se om dette oprindelige Vestparti J. B. Løffler, Gravmonum. i Ringsted Kirke, Indl. S. II fl.). Over Korset har der antagelig hævet sig et lille metaldækket Træspir, der langt senere er blevet afløst af det nuv. Taarn (se ndfr.). I det hele har Rundbuestilen, saaledes som den udviklede sig i vore ældste Teglstenskirker, givet alle de oprindelige Dele sit Præg: de smalle Vinduer, Rundbuefrisen osv., og den med dybe Buer og Sidesøjler snakkede Portal i nordre Korsfløj, gennem hvilken man kommer ind i Tværskibet, og som vist ogsaa oprindelig har haft gavlformet Afslutning.
Ogsaa i Kirkens Indre træder trods alle Forandringer den oprindelige Stil kraftigt og fyldigt frem, bl. a. i de simple, men smukke Halvsøjler med Trapezkapitæler, som bære den hele Række runde Sidebuer i Hovedskibet og Tværbuer i Sideskibene. De temmelig tætsiddende rundbuede Vinduer bragte fra først af Lys ind i Højkirken under Bjælkeloftet, der dækkede den saavel som sikkert ogsaa Korsfløjene; derimod have Sideskibene vist lige fra Kirkens Opførelse været forsynede med Krydshvælvinger. Noget af det smukkeste i Kirken er det storslaaede Tværskib, hvis Midtparti begrænses af 4 med halvrunde Gjordbuer forbundne Hjørnepiller. Dette Midtparti adskilles (siden omtr. 1425) fra Korsfløjene ved de to Rækker Munkestole med deres Sidemure. De runde, nu tilmurede Bueaabninger, der fra Korsfløjene førte ind til Sidekapellerne, have sikkert meget forskønnet Tværskibet. Oven over Buerne ses endnu i nordre Fløj et Par meget smalle Vinduer, der have ført ind under Kapellernes Tagværk, og som ere prydede med to smukke Midtsøjler med Trapezkapitæler. Ogsaa i Koret har der oprindelig aabnet sig to runde Sidebuer med Halvsøjler ind mod Kapellerne.
De første betydelige Forandringer ved Kirken fandt Sted efter den ofte omtalte Brand 1241. Først 1268 kunde Kirken atter indvies efter Restaurationen, ved hvilken der langs med de oprindelig flade Vægge var opført svære Piller som Bærere af spidsbuede Gjordbuer og Hvælvinger med smaa Hjørnesøjler og de af tre Rundstave dannede Korsbuer (dog beholdt Korset sine runde Gjordbuer). Uheldigvis passe de da indbyggede aflang fir-Ringsted Kirkes Indre.
kantede Hvælvingsfag ikke til Højkirkens Vinduer, af hvilke nogle kom til at sidde skævt i Fagene, andre bleve lukkede med Mur. — Klosterbranden 1300 synes ikke at have berørt Kirken i større Grad. Efter en gammel Beretning533
Sorø Amt.
blev der under Klosterets Abbed Byrge 1475 i Stedet for det gamle Spir opført et „nyt Taarn" med Spir, udført af den kunstforstandige Mand Mathias fra Kjøge, Borger i Roskilde, og i Spirets Knap blev der indlagt flere Helgen-levninger, bl. a. Stykker af St. Knud Hertugs Kappe og Svededug. I Slutn. af 16. Aarh., efter at Kirken var bleven Byens Sognekirke, blev der foretaget flere Byggearbejder*), bl. a. er sikkert det nuv. svære Taarn, dækket med et i Renæssancestil udført Spir, kommet til i denne Tid. Men i øvrigt har Kirken vistnok ikke undergaaet større Forandringer før efter den ødelæggende Ildebrand 21/6 1806, der begyndte i det til Kirken umiddelbart stødende Ringsted Kloster. Vei udholdt Hvælvingerne for største Delen Vægten af det nedstyrtende brændende Spir og de halvsmeltede Klokker — Hvælvingerne i søndre Sideskib, der vistnok vare nye og af Bræddeværk, faldt dog for en Del sammen —, saaledes at Kirken i det væsentlige frelstes. Men Hovedskibets vestlige Del ødelagdes helt, idet Hvælvingen noget efter styrtede ned og sønder-slog Orgelet, og ligeledes Kapellerne ved Korsfløjenes østre Side, hvoraf det søndre havde tjent til Lokale for Latinskolen fra omtr. 1580 til dens Ophævelse 1739, og det nordre havde været Domhus for Landstinget fra 1584 til dets Ophør 1805. Det trak længe ud med Istandsættelsen (C. Molbech fortæller i sine Ungdoms vandringer, at Kirken i 1813 brugtes til Hømagasin), og man omgikkes endog med Tanken om helt at nedbryde Kirken og opføre en ny, men af Mangel paa Midler maatte man nøjes med en Restauration (fuldendt 10 Aar efter Branden), som blev foretagen med stor Uforstand, og hvorved den ærværdige Kirke blev meget mishandlet. Kapellerne fjernedes helt, der lagdes eet Tag over alle 3 Skibe, det søndre Sideskib fik Hvælvinger af pudsede Brædder, Taarnet fik et næsten fladt Tag, Højkirkens Vinduer tilmuredes, og Vinduerne i Lavkirken udvidedes, Resterne af Langskibets vestre Del forsvandt helt og bleve erstattede med en smagløs Gavl, og hele Kirkens Ydre blev overkalket, ja blev til Dels malet som røde Sten med hvide Fuger. Kort efter 19. Aarh's Midte begyndte man, særlig paa Tilskyndelse af Provst Stenberg († 1871), saa smaat at raade Bod paa de værste Misgreb. Tagene paa Midtskibet og Sideskibene fik atter deres oprindelige Form, Højkirkens Vinduer aabnedes igen, Cementpudsen fjernedes, saa at de røde Tegl atter kom til Syne, m. m. I 1868—-69 blev der under Ledelse af Etatsraad Chr. Hansen foretaget en større Restauration, idet søndre Korsgavl blev ombygget, Koret fik en ny Hvælving m. m.; ligeledes blev senere et Stykke Jord ved vestre Gavl købt, og der er opført en ny Kirkegaards-mur mellem Kirkens og Klosterets Grund. Senere blev Korets Indre restaureret (se ndfr.). Men endnu venter Benediktinernes mærkeligste Kirkebygning i Danmark paa en Restauration, der er den værdig.
Er selve Bygningen mærkelig, har dog dens Indre med sine rige historiske Minder ikke mindre Interesse. Som allerede omtalt (S. 5 72) blev Knnd Lavard begravet i den første af Svend Norbagge opførte Stenkirke foran Højalteret; nu betegner en Ligsten, der blev lagt 1855 lige ved Opgangen
*) Et Kongebrev af %0 1582 til Abbed Iver Bertelsen i Ringsted Kloster giver ham Tilladelse til at opkræve i alle Landsbykirker i Sjællands Stift en halv Daler af hvert Pund Korns Indtægt, de havde haft i samme Aar, til Hjælp ved Kirkens Restauration, da den var „meget brøstfældig". Næste Aar udgik der atter Kongebrev til samme Abbed, at Kirkeladen ved Benløse Kirke, som var forfalden, maatte nedbrydes og Stenene sælges til ham for en rimelig Pris, da han klagede over Mangel paa Sten til Bygningsarbejderne ved Ringsted Klosterkirke. Det er sikkert ogsaa til Klosterkirken, der sigtes, naar Kongen % 1592 bevilger, at der til Hjælp ved Istandsættelsen af „Sognekirken" i Ringsted, som Borgerne havde klaget over var meget brøstfældig, maatte udredes et Pd. Korn af hver Landsbykirke i Sjælland, som ikke selv var brøstfældig.Ringsted Kirke.
577
til Koret, Pladsen for hans oprindelige Gravsted og er tillige et Vidnesbyrd om, hvormeget mindre den gamle Kirke har været. Aar 1170, da Knud var bleven kanoniseret, blev hans Helgenskrin henstillet paa det til Jomfru Maria og St. Knud Hertug indviede Højalter, der stod helt mod Øst i Koret*). Men Valdemar havde ogsaa bestemt Kirken til Hvilested for sig og sin Slægt, og der jordedes 21 fyrstelige Personer, deribl. Valdemar /, hans Dronning Sophie og Søn Christoffer, Knud VI og hans Søster Richizza, Dronning af Sverige, Valdemar IIog hans Dronninger Dagmar og Berengaria, den unge udvalgte Konge Valdemar III og hans Gemalinde Eleonora, Erik Plotpenning, Erik Glippings Dronning Agnes, Erik Menved og hans Dronning Ingeborg, den svenske Konge Birger Magnussen og hans Dronning Margrethe. I et Skab i Korvæggen opbevares den saakaldte „Ringstedske Tavle", et Pergamentsblad, hvorpaa Munkene i 2. Halvdel af 15. Aarh. (muligvis er det en Kopi af et ældre Blad) have givet en nøjagtig Beskrivelse af alle de i Kirken begravne kgl. Personer med Angivelse af Stedet, hvor hver enkelt ligger. Ringstedtavlen, der 1808 indsendtes til Museet for nord. Oldsager, men atter 1851 kom tilbage til Kirken, indeholder dog kun Navnene paa 20 Personer; en i nordre Korsfløjs Forhal i dette Aarh. ophængt Trætavle har 21, idet her er medtaget den sidst jordede, Christoffer IF s Søn Erik. Denne mærkelige Række af Grave blev dog ikke uberørt i Tidens Løb. Den eneste bevarede oprindelige Gravplade er den over Erik Menved og Dronning Ingeborg, der nu ligger lige bag ved Alteret, men sikkert ikke nøjagtigt betegner det oprindelige Sted, og som er enestaaende i sit Slags i Danmark (restaur. 1883). Gravstedet dækkes af en svær, 4% Al. lang og 23/4 Al. bred Messingplade, der ligger over en sort Marmorsten, og paa hvilken er indgraveret i brede Omrids de afdødes Skikkelser (Ansigterne ere af Alabast). Kongen bærer Krone, Sværd og Scepter; han er iført en fodsid Kjortel, broderet med de danske Leoparder og Hjerter, og under hans Fødder ligge to Løver; Dronningen bærer Krone og Slør og holder i den ene Haand en Bønnebog, i den anden et Scepter, og under hendes Fødder ligge to Hunde. Omkring Figurerne er der en Ramme med gotiske Spidsgavle, hvori Apostle, Helgener og Konger m. m. Om Kanten løber en Indskrift. Dette stilfulde og i Forhold til sin Tid med stor Dygtighed udførte Kunstværk stammer uden Tvivl fra Udlandet, maaske fra Flandern. De øvrige Ligsten ere forsvundne. I 16. Aarh. bleve Gravene, der vist tidligere betegnedes ved Egetræstavler, dækkede med Ligsten i Renæssancestil (den tidligere Klosterforstander Iver Bertelsen, † 1583, har Fortjenesten af Kongegravenes Restauration), og fra Slutn. af 17. Aarh. begyndte man ved Anlæg af private Grave i Koret at trænge forstyrrende ind paa de kgl. Begravelser, hvorved Dronningerne Dagmars og Richizzas saavel som Vald. III's og flere ved hans Side liggende Hertugers Grave bleve ødelagte. — Da Ligstenene fra 16. Aarhundrede vare blevne ødelagte, bleve de 1855 erstattede med nye af Kamp, som nu ligge i Kirken lige ved Opgangen til Koret, medens Knud Lavards Sten fra 17. Aarh. (anskaffet af Jørgen Seefeldt, Landsdommer i Sjælland 1630—62) blev indmuret i nordre Korsfløjs Mur. Fred. VII lod samtidig (1855) foretage en Under-
*) Munkene i Esrom havde givet Vald. I Guld til dermed at forgylde Faderens Skrin. Senere synes Helgenskrinet at have været stillet inde i Alterbordet. Da Biskop Gotskalk Ahlefeldt af Slesvig besøgte Ringsted Kirke 1513, lod han St. Knuds Grav, o: Skrinet, aabne og udtog nogle Ben, som han førte med til sin Domkirke i Slesvig. St. Knuds Hoved skal efter Reformationen være bleven overladt Katolikkerne og være kommet til St. Denis i Frankrig.
Trap: Danmark, 3. Udg. II. 37533
Sorø Amt.
søgelse af Gravene, der lededes af Kongen selv med Bistand af Oldgranskerne Professor Worsaae, Herbst og Strunk, Anatomen Prof. Ibsen, Bygningsinspektør Kornerup og Maleren Heinr. Hansen. Uagtet det viste sig, at Gravene til Dels vare forstyrrede, gav Undersøgelsen interessante Resultater. Det viste sig, at Ligene vare nedlagte i smukt murede Kister med særskilt Rum til Hovederne, brede over Skuldrene, smalle over Fødderne samt omhyggeligt dækkede enten med store Fliser eller med tagdannede Laag. Vald. fs Lig var uberørt, og hele den 3 Al. lange Benrad var indhyllet i et Læderhylster; bag Hovedet laa en Blyplade med latinsk Indskrift, hvori Kongen berømmes som Slavernes mægtige Betvinger, det undertrykte Fædrelands herlige Befrier, Fredens Genopretter og Bevarer, den første, der omvendte Rügens Beboere, efter at have overvundet dem, Opbyggeren af den af brændte Sten opførte Mur ved Dannevirke og Anlæggeren af Fæstningen paa Sprogø. Denne Indskrift, hvoraf der paa Bagsiden af Pladen findes en forkortet Gengivelse, har man gættet at være forfattet af Svend Aagesen, fordi han i sit Skrift bruger lignende Udtryk om Valdemars Bedrifter. I Dagmars Grav fandtes intet (om det byzantinske, emaillerede Guldrelikvie-kors, der skal være optaget tidligere af Graven og nu findes i Nationalmuseet, se G. Stephens, Queen Dagmars cross, Kbh. 1883), men af Berengaria fandtes et helt Skelet samt Hovedskallen, hvis smukke Form vidnede om hendes Skønhed, og en svær Haarfletning*). Ved Undersøgelsen af Knud V/s Grav viste det sig, at han har været ualmindelig høj, nemlig 7 71/2 T.; Vald. II har været 70 T. Ved Eleonoras Lig, der viste Spor af stærk Benedder, som vei har forvoldt hendes Død, stod en Blykiste med Liget af et lille Barn. Erik Plovpennings Lig, der først var blevet jordet i Sortebrødrenes Kirke i Slesvig og derpaa var blevet ført til St. Hans Nonnekloster sammesteds, blev 1257 flyttet til Ringsted og begravet i Koret, men 1520 atter taget op og efter Biskop Lage Urnes Foranstaltning indmuret i nordre Væg. En Plade med en latinsk Indskrift dækker over en Fordybning, hvori der stod en lille Egetræskiste med nogle faa Ben**). I Erik Menveds og hans Dronnings formentlige Grav fandtes intet.
I Renæssancens Tid blev Koret prydet med en Række Billeder af de der begravne kgl. Personer, af hvilke der under Kalken i 1868 fandtes Rester; men under disse meget haandværksmæssig udførte Billeder var der Levninger af en endnu ældre, langt bedre malet Udsmykning, omtr. fra Erik Menveds Tid. Det viste sig, at der paa Sidevæggene under Vinduerne har været malet brede Friser med siddende Konger og Dronninger, der holde det danske Kongevaaben, af hvilke Friser endnu et Stykke er bevaret paa søndre Væg, og denne blev tillige med de øvrige Kalkmalerier fremdragen 1879 af Prof. Kornerup. Imellem Vinduerne i Korrundingen fandtes 3 stilfulde Figurer i overnaturlig Størrelse: en ubekendt Helgen med Bog og Palmegren, Jomfru Maria med Barnet og Knud Lavard med Krone og Scepter som Obotriternes Konge. En fjerde Figur, rimeligvis St. Benedikt, er bleven ødelagt 1582, da Fred. II's og Dronning Sophies Vaaben blev malet paa dens Plads. I Felterne fandtes der Spor af et Fodstykke
*) Blypladen tillige med en Haarlok af Vald. I, Berengarias Haarfletning og noget Tøj, der fandtes paa Ligene, opbevares nu i et Skab i Korets nordre Væg. I et Skab i den østre Væg staa Gibsafstøbninger af Dronningerne Sophies og Berengarias Kranier.
**) Et i Silketøj indhyllet Stykke Ben, der 1807 udtoges af Erik Plovpennings Grav, da Englænderne aabnede den, fordi de troede at skulle finde en Skat der, kom i Pastor Fyhns Besiddelse (se S. 410), da han var Kateket i Ringsted 1821—24, og gik fra ham i Arv til Familien, indtil det 1890 afgaves til Nationalmuseet.Ringsted Kirke.
579
med Mørkets Aander, der nedtrædes af Hovedfigurerne (se Magn. Petersen, Kalkmalerier, S. 121). Desuden er Hovedskibet i Korset ligesom i Sorø Kirke prydet med en lang Frise med 94 Vaabenskjolde fra 16. Aarh., indeholdende Vaabner af følgende, nu for største Delen uddøde Slægter: Skave, Krumpen, Urne, Bille, Meinstrup, Hardenberg, Grubbe, Dyre, Oxe, Rosengaard m. fl. Hvælvingerne ere i de senere Aar blevne dekorerede i Lighed med den tidligere Dekoration i Roskilde Domkirke.
Hvorledes det ældste, S. 57 7 omtalte Højalter har set ud, ved man ikke. Senere, rimeligvis i 15. Aarh., opstilledes der paa Alterbordet et Alterskab med to Fløjdøre og prydet med udskaarne og forgyldte Figurer: Maria med Barnet, de hellige tre Konger, Flugten til Ægypten, Christus i Templet med de skriftkloge og Fremstillinger af Lidelseshistorien. Men ogsaa dette Alter, som efter Beretningerne har været et prægtigt Arbejde, er nu forsvundet (over Indgangen inde i Kirken findes dog bevaret en enkelt Figurgruppe af den) for den nuv., i Renæssancestil udskaarne Altertavle med et Maleri i Midten: Nadverens Indstiftelse; den opstilledes 1699 paa Foranstaltning af Sognepræsten Mag. Blichfeldt († 1717) og antages at være en Gave fra ham (restaureret 1893). Samtidig flyttedes Alteret frem paa sin nuv. Plads, saa at det nu staar i det midt i Kirkens Kors værende Munkekor, som paa hver Side er begrænset af de to Rækker Munkestole (i alt 22) med Paneler, foroven prydede med naive Reliefs, der fremstille Scener af det gml. (paa søndre) og det nye Testamente (paa nordre Side). Dette Billedskærerarbejde synes udført af den samme Mester, som 1420 forfærdigede Korstolene i Roskilde Domkirke, eller at være en Kopi af dem. Sand-stensdøbefonten, vistnok fra 12. Aarh., bestaar af et med Ornamenter prydet firkantet Fodstykke, der bærer en cylinderformet Kumme, i hvis rundbuede Felter der er Reliefs med Æmner fra det nye Testamente. Prædikestolen, paa Hovedskibets søndre Væg, er fra Chr. IV's Tid, rigt udskaaren med Billeder af Evangelisterne og allegoriske Figurer. Orgelet, i Kirkens vestre Ende, er ligesom Alteret en Gave af Mag. Blichfeldt.
Af mærkelige Ligsten og andre Mindesmærker i Kirken nævnes desuden følgende: I Koret ligger en Ligsten over Mourits Olufsen Krognos, † 1550, samt over hans Moder, Anne Mouritsdatter Gyldenstjerne, † 1545, og hans Hustru, Elline Gøye, † 1563, den største Ligsten i Danmark, 6 Al. 11T. lang og 3 Al. 4 T. bred. Ved Siden af den ligger en Ligsten over Sønnen Oluf Mouritsen Krognos, † 1573, og hans Hustru, den fra Fred. II's Historie bekendte Anne Hardenberg, † 1589. Paa Korets nordre Væg hænger et af Marmor og Alabast forfærdiget, værdifuldt Epitafium, opsat 1575 af Anne Hardenberg for hendes Mand. Desuden findes i Koret Ligsten over Johan Beck til Førslev, † 1600, Torbern Oxe til Nielstrup, † 1547, og Abbeden Hans Mortensen, † 1537. I søndre Korsfløj er der opstillet flere Ligsten, deribl. over Jakob Jensen Skave, † 1381, og Hustru Kirsten, over Johannes Skave og Sønnen Niels Skave, † 1452, over Herluf Skave Væbner til Esldldstrup, † 1500, og Hustru Øllegaard Henningsdatter; i nordre Korsfløj er der Ligsten over Abbederne Niels Hansen, fra 1540, der er fremstillet som et af Orme og Tudser omgivet Skelet med Krumstaven i Haanden, Peder Nielsen, † 1518, og Hans Lauridsen, † 1561, samt over Borgmester Mads Lauridsen, † 1683, med Hustru og Børn. — I Hovedskibet hænge 3 Epitafier, det ene over Klosterforstanderen Iver Bertelsen, † 1583, og Hustru Else Mule (hvis Ligsten i Brudstykke findes i nordre Sideskib),
37*det andet over Borgmester Mads Lauridsen, fra 1683, det tredje over Mag. Blichfeldt, fra 1681. I en Arkadebue mellem Hovedskibet og det nordre Sideskib er indsat et Epitafium over Krigsraad Peter Johansen Neergaard til Ringsted Kloster, † 17 72, og Hustru Kirstine Tønnesdatter, † 1751 (forfærdiget af C. F. Stanley). Den sidste Ligsten har oprindelig ligget over Abbed Peters Grav, † 1425 (se S. 572). I nordre Sideskib i et Kapel op til Korsfløjen findes Kirkens største og mærkeligste nyere Monument, et af Wiedewelts betydeligere Arbejder, bestaaende af en omtr. 11 Al. høj Pyramide af blaat Marmor og to brunlige Marmorkister med hvide Marmortavler, Portræt-medailloner og andre Prydelser, rejst 1791
En i 1833 omstøbt Klokke fra 1336 havde en i smukke Majuskelbogstaver affattet Indskrift, der meldte, at den var støbt til Ære for den hellige Erik (uden Tvivl Erik Plovpenning), da Johannes Guytha var Borgmester („Senator") og Nicolaus, „kaldet Kudich" , var Provisor (Claus Lirnbek Kudy. Se C. Nyrop, Danske Kirkeklokker, i Kirkeh. Saml. 3 R. IV Bd., S. 169. Af Klokken findes Afbildning i Nationalmuseets Arkiv).
Paa den nye Assistens Kirkegaard (se S. 567) ved St. Hansgade ligge bl. a. begravne Maleren Holger Roed, † 1874, over hvem et Mindesmærke: en Pyramide med Portrætmedaillon, og Faderen Etatsraad Jørgen Roed, † 1888 (den sidste er f. i Ringsted).
Ringsted Kirke har en Kapital af omtr. 30,000 Kr. og aarl. i Tiende-og Arvefæsteafgifter omtr. 459 Td. Byg; dens Gæld er 11,466 Kr.
Litt. til Klosteret og Kirken: Danske Magazin I. S. 67 fl. — Daugaard, Om de d. Klostre i Middelalderen, S. 201 fl. — H. Olrik, Knud Lavards Liv og Gerning. Kbh. 1888, S. 270 fl. — A. Reyersen, Beskr. over St. Bendts Kirke i R., med dens gamle og nye Mærkværdigheder, Kbh. 1779. — E. C. Werlauff, Beskr. over Erik Menveds og Dronnings Gravminde i R. Kirke, Kbh. 1815. — J. J. A. Worsaae og C. F. Herbst, Kongegravene i R. Kirke, aabn., istandsatte og dækkede med nye Mindesten ved hs. Majest. Kong Fred. VII, Kbh. 1858. — J. B. Løffler, Udsigt over danske Kirkebygn., S. 169 fl. og 177 fl. — J. B. Løffler Gravmonumenterne i R. Kirke, Kbh. 1891. — V. Hjort, R. Kirke, dens Minder og Hist., Ringsted 1891.
